fredag den 29. april 2011

Hvad voksne dog siger;-)

Årh hvor er det skønt med sol og sommer, der kræver at vi lukker op og lukker sol, varme og lys ind i vores hjerter og hjem:-) I hvert fald fristes man til at åbne døre og vinduer, for ikke at smelte væk når man er indendørs. Og udover at man får frisk luft og lys ind, så kommer der desværre også ting ud af hjemmet, som det måske havde været bedre blev inden for hjemmets fire vægge:-)

Vi har et par katte, ikke altid med min gode vilje, men dog et par levende katte, som børnene skal lære at behandle ordentligt. Det vil sige at Putten IKKE skal stikke sine små fingre ind i øjnene, næsen, munden, rø... på dem, hun skal heller ikke se hvor lange knurhår de kan få, eller hvor godt halen sidder fast. Det er heller ikke nødvendigt at hun bruger dem som hovedpude, bidering, hoppedyr eller forsøger at tælle deres ribben ved at tage fat i hvert enkelt ribben og hive det ud gennem pelsen. Det vil også sige at Kronprinsen IKKE skal bruge dem som rekvisit i sine "nu-slår-den-her-dinosaurus-den-her-kat-ihjel-lege" eller som bold eller som bamse der hænger under den ene arm. Han skal heller vise dem hvordan vaskemaskine eller opvaskemaskine ser ud indefra, og han skal slet ikke introducere dem for et karbad (okay, det er så nok mest for min skyld, da det jo er mig der skal gøre rent, når først katten er løbet huset igennem slaskende våd). 

Det har resulteret i at jeg ret mange i løbet af en dag fortæller først den ene så den anden, at de skal være gode ved kattene. Jeg starter som regel med at sige tinge pænt og ordentligt, men efter et par millioner henstillinger, skal jeg ikke kunne udelukke at forbipasserende har kunne høre følgende i ret højt toneleje: "så vær dog for helvede god ved missen!" Og jo mere jeg tænker over det, så er det en sætning jeg bruger ret tit - til børnene, hunden og i aftes da vi var kommet i seng til hr. kæreste:-D Jeg håber at vores naboer kan høre forskel på konteksten;-)

torsdag den 28. april 2011

Skønne stoffer

Jeg vil lige vise hvad jeg fandt i den lokale genbrugsbiks i dag, nemlig nogle skønne brugte stoffer:-) Altså sådan noget til at sy i, ik;-) For de andre stoffer er sgu nok ikke så skønne hvis først de har været brugt, eller altså, det ved jeg jo ikke noget om, men det kunne jeg bare forestille mig:-D

Nå men her er de


Og som den opmærksomme læser kan se, så stemmer i hvert fald det ene stykke godt i tråd med min seneste tråd, men okay hvem er opmærksom sådan en torsdag eftermiddag? Jeg er i hvert fald ikke, for jeg har lige ladet min lille putte-baby falde ud af døren og ned i det her hul som en gang skal blive til vores terrasse:
Absolut ikke et af mine stolteste (hedder det det? spørger dansklæreren;-)) mor-øjeblikke! Men min undskyldning må være at jeg havde meget travlt med at skrive til jer;-) og det hele skyldes i øvrigt også ham her:


For han stod og snakkede med hende, hun holdt i ham og så GIK han, hev barnet med og lader så som ingenting, man kan da heller ikke stole på nogen nu om dage;-) Ej heldigvis vis skete der ikke noget, andet end at hendes endnu ikke eksisterende hårpragt blev lidt beskidt og at hun nu er ved at hævne sig på mig ved at ødelægge mit nye ugeblad, så jeg må hellere smutte og udføre mit job: damagecontrol, det er skønt med en aktiv unge i huset;-)

tirsdag den 26. april 2011

At ønske sig en ny stil, eller måske bare stil

Hvorfor skal det findes så mange fede net-butikker, fysiske butikker, gør-det-selv-opgaver som gang på gang viser mig den skønneste retro-stil både inde og ude, når nu mit hjem ikke rigtig kan kategoriseres under "fedt hjem med gammel stil blandet med unikke moderne designer ting". Hvad kan mit hjem egentligt kategoriseres under? Hmm nok mere noget i stil med "halvdelen af hjemmet er sat i stand, og da der ikke var flere penge tilbage at indrette for, valgte vi lige Ikea-løsningen". Jeg vil så gerne komme lidt genbrugs-guld ind i mit hjem, men hr. kæreste mener sgu også at det er hans hjem, og han kan have virkelig svært ved at se genbrugsguld som andet end noget der skal gemmes i pulterrummet. Lige her er vi nemlig også ret forskellige, han gemmer ALT, jeg smider ud og siger noget i retning "hvis vi mangler det, så må vi jo købe noget nyt". Jeg har engang hørt noget med at efter en samler kommer en spreder (eller er det omvendt?), men i hvert fald passer det meget godt på os, han samler til bunke, jeg spreder bunkerne igen.
Anyway - jeg vil gerne indrette mit hjem, min have og mine ungers garderobe med skønne ting i storblomstret design, lækre farver og unikke ting som man ikke ser andre steder. 

Nå jeg må smutte, jeg skal i tur i Ikea og H&M;-)

søndag den 24. april 2011

At fange stjernerne:-)

Synes lige jeg vil dele denne "stjernestund" med jer:-) I går aftes var vi til fødselsdag hos min svigerfar (som bor laaangt ude på landet, hvor det er meget stort om natten, men hvor stjernerne også altid lyser lidt klarere end andre steder). Da vi endelig har fået pakket os sammen og sidder i bilen på vej hjem, siger en lille og meget træt Jakob "Hvis jeg kunne nå stjernerne, ville jeg tage en af dem og give til dig mor" og så faldt han i søvn:-)

Årh hvor jeg elsker at være MOR.

Hav en dejlig 2. påskedag allesammen!

lørdag den 23. april 2011

Endnu et par bukser

Det er som regel Putten der må lægge krop til mine kreative udfoldelser og det gør sig også gældende i denne omgang:-)


Men for at det hele ikke skal gå op i bukser har jeg lavet en list over ting jeg skal have lavet inden jeg må finde på nyt, så må vi se om jeg kan overholde denne udfordring;-)

  • Lave forklæde-kjole til Putten
  • Lave armbånd af cykelslange
  • Lave bukser til Jakob
  • Lave sommerkjole til Putten
  • Lave memory-kasser til begge børn

Påskefrokost

I går holdt vi så den føromtalte påskefrokost, og nøj hvor jeg synes det var en dejlig dag. Vejret var skønt, gæster var skønne, maden var skøn og stemningen var skøn, hvad mere kan man ønske sig:-D

Lidt billeder af bordet

 Og et billede af den skønne chokolade kage som jeg fandt inspiration til her Piskeriset

 Lidt underholdning måtte der også til, så jeg havde lavet disse kort med opgaver som man hver især skulle udføre, helst uden at de andre opdagede det. Til sidst skulle man gætte på hvad de andres opgave havde været. Legen har jeg fundet på med inspiration fra tv-programmet "Det er løgn".

Selskabet er i fuld sving med at gætte hvilke opgaver vi hver især havde haft, der var kun en der gættede hvad en af de andre havde lavet, så på den led var succesen ikke så stor, men grine-faktoren var rimelig stor;-)


 Sådan lægger man sig, når man er en lille træt putte-baby, som ikke magter mere påskefrokost.


 Alt i alt en rigtig dejlig dag, som jeg nok gentager til næste år;-)

torsdag den 21. april 2011

Påskepynt

Jakob og jeg har de sidste par dage været i gang med at producere påskekyllinger, og ideen er tyvsjålet fra LykkeS side;-)

Her ses lidt billeder fra processen, først lavede vi en form af pap

Så fik de en gang gips og da de var tørre malede Jakob dem

Til slut satte han fjer i toppen og jeg limede øjne og næb på


Og da vi skal til påskefrokost hos mormor i dag, får hun sådan et sæt i stedet for en blomst;-)


I morgen skal vi selv holde påskefrokost og jeg har en masse ideer til ting der skal produceres i den sammenhæng, så jeg ved godt hvad jeg skal bruge aftenen på:-)
Hav en rigtig god påske!

onsdag den 20. april 2011

At kysse en frø:-)

Dagen endte jo så heldigvis rigtig dejligt, er det ikke altid sådan, når først man har brokket sig højlydt;-)

I eftermiddags kom vi en tur i haven, og Jakob fandt en lille frø. Inden jeg fik set den rigtig, havde han kysset den! Jeg fortæller så selvfølgelig, at hvis man finder en forhekset frø og kysser, den forvandler den sig til en prinsesse, så han måtte lige kysse den igen. Og ja, det er faktisk lidt ulækkert, men nu da han havde gjort det en gang, så jeg stort på at han gjorde det igen, og så lige en gang til, så jeg kunne få et billede;-)



Heldigvis forvandlede den sig ikke til en prinsesse, jeg kan sgu ikke lige overskue at skulle til at have en svigerdatter lige nu og da slet ikke en kongelig;-) Men om mange mange år håber jeg at han finder prinsessen og så kan jeg da fortælle at startede tidligt med at kysse frøer for at finde hende:-D

Familie sælges billigt!

For dælen hvor er det bare en af de der dage, hvor det ville være rigtig rigtig dejligt hvis mand og børn fandt et stort hul og forsvandt ned i, bare et par timer eller tre (eller allerhelst bare til i morgen, men så kommer man næsten til at tro at jeg ikke kan lide dem;-)).

Okay - for at gøre en kort historie lang, så skal vi holde påskefrokost på fredag for nogle venner, ikke noget vildt og voldsomt, men alligevel noget jeg har planlagt længe og tænkt mange tanker omkring. Blandt andet har jeg sendt dem en personlig indbydelse (personlig = bærer ret meget præg af hjemmegjort klippeklistring) for ligesom at lægge stilen for dagen, hvor tanken er, at de skal have noget lækkert mad, der skal være pænt hjemmelavet påskepynt, i hvert fald noget af det skal være hjemmelavet og noget skal være pænt, og jeg har planlagt trille æg-konkurrence med præmier osv. i den dur.
For at holde sådan et arrangement kræver det at man kommer ud og handler. Nu ved jeg ikke, hvordan det er andre steder i landet, men her i byen opfører samtlige indbyggere sig som om butikkerne vil være lukket de næste par måneder, så man starter med at handle om mandagen, fortsætter om tirsdagen og onsdag bruger man så til at købe alt det man glemte de andre gange. Det betyder, at det er helt umuligt at komme til noget som helst, og hvis man har et par børn med, ja så er man faktisk ikke velkommen, eller det er er i hvert fald fuldstændigt umuligt at handle ind, styre rundt med den der "fantastiske" bil de har i Rema, som knægten insisterer på at køre i og samtidig få plads til varerne i vognen, når der også sidder en lille putte på børnesædet. Derfor har jeg hele tiden kalkuleret med, at jeg kunne handle enten tirsdag eller onsdag aften når kæresten kom hjem fra job. Han havde bare glemt at informere mig om, at han skulle til fodbold begge dage! Og selvfølgelig lige efter job, så jeg fik besked at jeg ikke skulle regne med ham før torsdag morgen. Her begyndte arrigskaben så småt at ulme, det blev så ikke bedre, da han krydrede den med "jamen du har jo fri hele dagen". Ja goddag mand økseskaft, jeg laver jo heller ikke andet end at sidde her hjemme og drikke kaffe, mens ungerne render rundt for lud og koldt vand (kan man fornemme at nu var der nu var små flammer på bålet af arrigskab?). Han formår så at fuldende den ved at komme hjem fra job i ok tid i går, og jeg er hurtigt til at sige at så er jeg den der et smuttet, men vi må indgå et kompromis, jeg bruger et kvarter mindre end beregnet, han kommer et kvarter for sent til træning. Men nej, samarbejde vil han åbenbart ikke, for jeg bliver mødt af kommentaren "det kan jeg ikke bruge til noget", godt så! Jamen jeg kan sagtens bruge din attitude til noget, jo! (Flammerne har godt fat nu!)
Her til morgen da vi kort berører emnet fortæller han så, at nu har han skaffet barnepige til børnene, der kommer en kl. 10. Øh det havde da været rart at få af vide i går aftes jo, for hele hytten ligner mere Jerusalems ødelæggelse end bare et hjem med børn, da jeg ikke har orket at rydde op efter ungerne i de her dage (man er godt nok træt kl. 19.30 når man har været alene med dem hele dagen, puha:-)), så den der halvanden time jeg fik til at rydde op, lige fjerne de vildeste nullermænd (vi snakker dem i størrelse hamster), få ungerne i tøjet og ikke mindst selv komme i noget tøj, var slet slet ikke nok. Men altså dog ikke en umulig opgave, især da jeg som regel tager rimelig let på hvordan her ser ud, så jeg havde nok overlevet, hvis ikke det var fordi han havde ringet efter sin mor eller mormor (jeg fik ikke af vide hvem af dem det var) og brokket sig over mig og fortalt hvor hårdt han har det, udearbejdende mand med små børn, fritidsinteresser og en kvinde der ikke forstår hans behov (okay, det sidste er det jeg forestiller mig han har sagt;-)).... for her sluttede samtalen så, for flammerne er nu meterhøje, og jeg måtte koncentrere mig dybt for ikke at flammerne skulle gøre rigtig meget skade, og jeg har hørt at ilt til et bål gør det værre, så jeg holder bare vejret;-)

Det er grunden til at vi nu ikke skal have terrasse alligevel, men bruge hullet til at grave hr. kæreste ned i, og så kan han tage sin lille datter med, for hun er i den grad pain i the ass-agtigt, for hun vil IKKE sove. Jo maks 1 time midt på dagen og det har nu stået på siden weekenden. Hun er træt allerede inden hun står op, så hun er meget lidt en fornøjelse at være sammen med og umuliggør nærmest hvert et tiltag for lave noget fornuftigt. Jeg er sikker på at Kronprinsen og jeg nok skulle hygge os, hvis bare de andre forduftede lidt, men der ville jo nok heller ikke gå længe, inden vi savnede dem igen, det er jo det fantastiske ved ens FAMILIE<3

tirsdag den 19. april 2011

Hvad man ikke skal høre inden ørerne falder af;-)

Her til aften brillierede Jakob igen med en af sine guldkorn:-) Han var på vej i bad og havde derfor intet tøj på, da han pludselig får lyst til at undersøge sine brystvorter nærmere ved at hive i dem. Som den omsorgsfulde mor jeg er (hø-hø;-)) beder jeg ham om at passe lidt på ikke at hive dem for lange, da det ikke er meningen at drenge skal have lange bryster (er det egentlig meningen at nogen skal have det?). Det tænker han kort over og siger så "det er rigtigt mor, for dine er nemlig Tykberg og fars og mine er Fladberg" . Okay så fik vi da lige det på det rene:-D Og så ikke et ord om at jeg måske mener det er lidt overdrevent at kalde min lille B-skål for Tykberg!

mandag den 18. april 2011

En skøn skøn dag:-)

Her har den stået på feriedag, hvor ungerne og jeg har hygget med min mor i formiddags og til frokost kom mine to søstre også, så der blev hygget og sludret, især om min ene søsters voksende mave:-) Om små 8 uger skal jeg nemlig vores moster til en lille pige, og det bliver så skønt med en lille baby i familien!

Hr. kæreste fik endelig lavet et gyngestativ til ungerne i går, nu er det også kun 3 år siden at vi fik en gynge i gave til Jakob, så det var vel ved at være på tide;-) Det er blevet så fint, og ungerne har virkelig kappes om den ene gynge vi har indtil videre hele eftermiddagen. Utroligt som en lille baby uden rigtigt menneskesprog nok skal få kommunikeret hvad det er hun mener. Den måde hun sendt lange blikke i retning af gyngen, blev skiftevis sur og hoppede op og ned, levnede ingen tvivl om hvad hun ville (selvom jeg ind imellem forsøgte at lade som om jeg ikke vidste hvad det var hun prøvede på, bare for lige at få et par minutter hvor jeg ikke skulle skubbe gyngen, jeg er vel ikke den eneste der ikke kan se det fede i at skubbe en gynge i flere timer, vel - please;-))

I går aftes blev jeg færdig med et par sommerbukser til Putten, som hun selvfølgelig skulle iklædes i dag, om ikke andet så for at i kan få et billede:-D

 Mønstret er fra bogen "Børnetøj 0-3 år" af Hanne & Sofie Meedom

Og så lige et billede af mit nye personlige mærke til at sætte på de ting jeg får lavet, for det er jeg faktisk ret glad for:-)

lørdag den 16. april 2011

En suttefant

Nu vil jeg forsøge om ikke jeg få brugt den her blog til at vise hvad jeg indimellem sysler med. Jeg elsker min symaskine, men jeg synes ikke vi overender hinanden. Vores samarbejde skal blive oftere end det er nu! Hvis ikke det er symaskinen det går udover kan jeg også finde på at svinge en hæklenål, lege med lidt uld (filtning), arbejde i andre materialer (har bl.a. planer om snart at få forsøgt mig med cykelslange-smykker) eller bruge noget tid på at bage både brød og almindelig kager, men det sjoveste er nu at dekorere fine lagkager:-)

Her lige et billede af en suttefant som jeg lavede til en skøn lille dreng der blev døbt i sidste måned.

I morgen aften satser jeg på at blive færdig med endnu et par bukser til putten, som jeg glæder mig til at vise frem:-)

fredag den 15. april 2011

Påskeferie:-)

Ferie ferie ferie
Slap nu af, du har fri
og syng en glad melodi
Op mod solen ler vi
den vil skinne til ferie er forbi!  (håber vi;-))

Med denne dejlige sang startede min morgen, det er altså noget af det bedste ved at være startet på job igen. Jeg sætter virkelig pris på mine fridage nu, og jeg har helt styr på hvad dag det er. Ikke at jeg ikke vil være på arbejde, men det er også lækkert når man kan hente ungerne fredag eftermiddag og vide at nu skal man have nogle skønne dage sammen med dem.

Altså det er i hvert fald skønt når de er lagt i seng fredag aften, for hold da helt op hvor kan sådan en fredag trække tænder ud. Ungerne er trætte efter en hel uge i institution og mor er træt fordi det er fredag og hovedet trænger bare til hvile. Men den ene hyler højere end den anden (ja altså ungerne ing';-) jeg forsøger at vente til de er gået i seng) og så snart man har fået bestukket den ene med en riskage, skal den anden have hjælp til at tisse og have noget at spise, så hyler den første igen fordi katten har ædt riskagen, eller i hvert fald skilt den udover hele køkkengulvet, inden man så for trøste og fundet nogle vindruer frem, hyler den anden igen for nu er Ramasjang slut, og det er selv om jeg mindst en million gange har sagt at Ramasjang ikke slutter, der kommer noget nyt igen om lidt!!!! Så i dag hed det sig at Disney-sjov ikke kom alligevel, for der var sørme kongelig barnedåb i fjernsynet i stedet, det gav lidt brok, men han åd den og ligger nu i sin seng (nej, det er passer selvfølgelig ikke, han ligger i min seng, men der er RO).

I morgen er det lørdag og vi skal lige afklimatiseres hele banden, det går der nok det meste af formiddagen med, men så er vi vel også ved at være klar til at få nogle hyggelige dage sammen (håber jeg, ellers er der fa.... længe til tirsdag i næste uge igen;-D).

onsdag den 13. april 2011

Spaghettigud

Op og i gang fra morgenstunden, det var ligesom planen for i dag, så vækkeuret var sat til kl. 6.00, for så kunne jeg da lige løbe en tur fra morgenen af. Når jeg går i seng om aftenen er ambitionerne store for den kommende dag, og jeg kan tænke mange tanker, om hvordan folk vil køre forbi mig, når jeg løber der ude på landevejene kl. bæ i alt slags vejr - "hey, se lige hende der, nøj et overskud hun har" "hende der er godt nok ikke rigtig klog, men for pokker hvor er hun aktiv" osv. i den dur. Ikke mange tanker om at jeg burde gøre det for min egen skyld, fordi det er sundt for mig og så er det overstået inden selvdisciplinen er helt forsvundet. Tænk sig at man (okay, jeg;-)) som 28-årig stadig kan bruge krudt på at tænke på hvad andre mon mener, om det jeg gør og i den grad sole mig i mine egne forestillinger om andres ros. Ej altså nu må jeg da lige take my self together:-D
Nå men klokken blev 6 i morges og det regnede, blæste og det var bare hyggeligere at blive liggende i sengen sammen med en skøn 3 årig, der var kommet listende ind i løbet af natten.

Så stod den ellers på job og hvilken dag! Jeg fik den udsøgte fornøjelse af skolens 5. klasse som i den grad har besluttet at jeg IKKE skal være deres nye lærer, så jeg fik da ellers råt for usødet. Godt man nogle brede skuldre og jeg er fuld af fortrøstning for at det blive bedre i morgen;-)

Da ungerne var hentet (kronprinsen protesterede som sædvanlig over at jeg kom for tidligt, det er åbentbart blevet det nye, så i stedet for "hej mor" hedder det nu "hvorfor henter du mig så tidligt?" - jamen lille skat jeg har også glædet mig til at se dig;-)) tog vi til spaghettigudstjeneste, hvilket er et helt fantastisk koncept med lidt børnegudstjeneste og ikke mindre vigtigt; et måltid bestående af spaghetti med kødsauce og salatbar til bare 10 kr for voksne og børn er gratis!!! Det er da fantastisk billigt:-D

Nu står den på lidt hækling, jeg skal have lavet noget påskepynt og så kan jeg jo varme hæklenålen op til "hyg&hækl" med min skønne mødregruppe i morgen.

tirsdag den 12. april 2011

Back in business

Wupti wupti, så gik der lige nogle måneder uden jeg har fået gjort mere ved den her blog, det dur jo ikke;-)

Jeg er startet på arbejde, har sagt op igen og er nu startet i et fast vikariat der er frem til skolernes sommerferie. Det er et rigtig lærerjob med alt hvad det indebærer af årsplaner, forberedelse og skønne, umulige, nysgerrige og til tider ret uinteresseret unger.

Min krop har længe været noget der helst ikke skulle vises frem i dagslys, men nu har jeg vist få taget tyren ved hornene, eller nok nærmere mig selv i nakken og fået godt gang i motionen her efter graviditet og fødsel. Så nu er jeg nået ned på min præSofia vægt. Her fra starten af maj skal jeg til at være lidt hjælpetræner i forbindelse med noget DGI-løbeprojekt, så nu er der endnu en grund til at holde gang i løberiet, hvilket nok er meget fornuftigt, for min rygrad er nogle gange slappere end en regnorm eller en kop kakaomælk (hvilket nok passer meget godt til min kost hvis ikke jeg passer lidt på);-)

Putten har de sidste par dage fundet fidusen i at kravle op ad ting, så hun kaster sig ud i nogle særdeles farlige situationer indimellem, absolut ikke til moderens store begejstring. Hvad pokker er det med børn og højder? Vis en hvilken som helst rask dreng et træ og det første han siger er "jeg er sikker på at jeg kan kravle HELT op i toppen!" Ja det kan du da nok, men det skal du ikke, i hvert fald ikke så længe jeg kigger på;-)
Da jeg kom hjem fra aftenens møde i børnehaven fik jeg præsenteret dette billede


Så er pigebarnet da selv kravlet op ad trappen og gået i frugtskålen, så i morgen skal der vist findes en løsning så vi kan sikre trappen!