At rejse er at leve påstod den gode H. C. Andersen, og jeg vil da også gå så langt som til at sige, at han har lidt ret, for det at rejse, eller i hvert fald at komme lidt væk fra den hjemlige andedam, er noget af det der giver energi til livet. Jeg vil dog så også påstå, at det at pakke og ikke mindst pakke ud efter en ferie/rejse er lidt som at dø, langsomt, pinefuldt og helt uden energi. Jeg hader at pakke og hvor jeg førhen (før børn) syntes det var lidt hyggeligt at skrive lister og dobbelttjekke at alt var med og lå de rigtige steder, så har det med at pakke EFTER børn udviklet sig til noget der mest af alt minder om en kraftanstrengelse på højde med at løbe et marathon SAMTIDIG med at man klare tusind ting på jobbet og passer syge børn.
Hvis vi starter fra begyndelsen, så går det vel allerede galt når man dagen før afrejse, finder ud af at det havde været smart, hvis man havde vasket tøj de sidste 14 dage. Man indser hurtigt, at man ikke når at vaske det hele, så det vigtigste ryger i vaskemaskine, gerne i en stor blanding, og hvor mindst en yndlingstrøje skifter farve fra klar til grumset.
Dernæst skal man finde den kuffert som man købte sidste år og som man lagde på loftet, eller var det i skunken, eller måske i kælderen? Når først denne er fundet, skal den lige tømmes det ski-tøj der var pakket ned i den, og som man i øvrigt godt kunne have brugt for en måneds tid siden (altså inden man gik ud og investerede i nyt).
Så går den store jagt ind på badevinger, badetøj, sokker der matcher, tøj der passer til temperaturen. Alt sammen ting man ved man har, men man har ikke nogen helst idé om hvor det befinder sig, så der er kun et at gøre, at gennemrode samtlige skuffer og skabe, med dertilhørende kaos til følge. Man når dog at tænke, at det er fiiint, så må man jo lige få sorteret de skuffer når man kommer hjem;)
Ved at være klar til afgang skal man så lige huske alle sidste øjebliks-tingene, hvilket betyder en mor der suser igennem huset og smider forskellige irrelevante ting i poser og tasker, og hvor man, nær man kommer frem tænker "hmmmm gad vide hvorfor vi har tykke uldsokker med ned i 30 graders varme??" Men altså, det gav mening hjemmefra;)
Så er man på ferie og det hele er skønt og dejligt og man gider ikke rigtig hjem.
På et tidspunkt sker det dog alligevel, og når man endelig lander i sin egen entré er man bare TRÆT. Så kufferter får lov til at blive liggende i entreen. Nogen begynder dog at rode i dem efterhånden som de mangler en tandbørste, et par næsten ubrugte underbukser, børste m.v. Efterhånden som tiden går, lærer man at træde let og elegant henover de åbne kufferter, og inden man får set sig om, ser man dem næsten heller ikke mere.
Der kommer dog et tidspunkt hvor man jo godt ved, at de skal pakkes ud (det er som regel deromkring hvor ens forældre har meldt, at de lige kigger forbi;)). Men det er bare så uoverskueligt, for man skal både vaske det tøj der ligger i dem, og som man højest sandsynligt ikke får brug for før næste gang man skal afsted, og så skal man, og det er nok det der tager mest energi, finde et sted til kuffert, badevinger, solcreme m.m., hvor man VED at man kan huske det til næste gang man skal afsted. Det er dog vigtigt, at det er så godt gemt af vejen, at man ikke kan finde det næste gang, og derfor bliver nød til at købe nyt af det hele. Altså ikke fordi jeg har prøvet det eller noget;-)
Behøver jeg at fortælle, at vi lige nu har et par kufferter stående i entreen, der venter på at blive tømt, og så indeholder de ellers kun oppakning for 4 dages badelandsferie;-)
At rejse er at leve, at pakke og pakke ud knap so much:-P
tirsdag den 18. februar 2014
søndag den 29. december 2013
At shoppe igennem
Kender i det der med, at man næsten ikke kan stoppe med at bruge penge??? Hr. Mand vil helt sikkert sige NEJ, det kender han ikke;-) Men jeg er sikker på, at nogle af mine veninder vil nikke genkendende til det:-D Sådan har jeg det lige i øjeblikket!! Ovenpå julegave-indkøb og ferie-shopping har jeg en uimodståelig trang i øjeblikket til at bruge en masse penge, hvilket indtil videre "kun" har resulteret i køb af 4 par sko og støvler, dog på udsalg, hvor jeg nærmeste tjente 2500 kr ved at købe dem;-), køb af en mærkelig kjole og en dejlig cardigan og så i køb af 8 spisebordsstole, som vi virkelig ikke har plads til LIGE NU, men det får vi vel på et tidspunkt:-D
Men jeg kan mærke, at dankortet kalder på mig, og i den forbindelse er det der internet altså ret farligt! Jeg har flere gange taget mig selv i at bære lige ved at bestille (og jeg nævner her i flæng;-): en ny sofa, et nyt spisebord, en masse babytøj, flyverdragte (but why, det bliver vel snart forår;-)), alt hvad der findes på etsy.com, og sidst men ikke mindst sad jeg i dag og kiggede på nybyggede huse, istedet for renovering af det vi bor i!! En eller anden må virkelig snart sørge for, at jeg får mig en sundere hobby:-D
Hvis nogen mangler ideer til hvor de skal bruge deres penge (hvis man har mere tilbage end jeg har her i slutningen af december;-)) vil jeg foreslå følgende sider:
Sofa
Børnetøj
Gak, gøgl og lækre ting
Et nyt lækkert hus
God shoppelyst derude;-)
Men jeg kan mærke, at dankortet kalder på mig, og i den forbindelse er det der internet altså ret farligt! Jeg har flere gange taget mig selv i at bære lige ved at bestille (og jeg nævner her i flæng;-): en ny sofa, et nyt spisebord, en masse babytøj, flyverdragte (but why, det bliver vel snart forår;-)), alt hvad der findes på etsy.com, og sidst men ikke mindst sad jeg i dag og kiggede på nybyggede huse, istedet for renovering af det vi bor i!! En eller anden må virkelig snart sørge for, at jeg får mig en sundere hobby:-D
Hvis nogen mangler ideer til hvor de skal bruge deres penge (hvis man har mere tilbage end jeg har her i slutningen af december;-)) vil jeg foreslå følgende sider:
Sofa
Børnetøj
Gak, gøgl og lækre ting
Et nyt lækkert hus
God shoppelyst derude;-)
lørdag den 28. december 2013
Glædelig jul og godt nytår.
Et nyt år står og banker på, inden længe vil jeg åbne og byde det så hjerteligt velkommen. Gad vide hvad det her nye år vil byde på? Kommer det med fred og glæde, eller kommer det med kaos, tristhed og fejl og mangler? Sidst jeg bød et nyt år indenfor, kom året 2013 vadende ind i mit liv, og hvilken dejlig gæst❤ Jeg havde selvfølgelig nogle ønsker og håb for denne gæst, og de er alle gået i opfyldelse, så jeg føler mig meget meget heldig.
Her kommer et kort oprids af hvad jeg ønskede mig allermest af 2013
- at alle mine kære og jeg undgik kritisk sygdom! Og det er heldigvis gået i opfyldelse.
- at ungernes skift til børnehave og skole kom til at gå godt! Også her må jeg sige, at det er gået over al forventning og begge unger stortrives nu i børnehave og i skolen.
- at vi finder en løsning med vores hus, så vi kan flytte på landet og få en mindre zoologisk have! Vi har været så heldige, at vi fandt nogle søde lejere, der passer godt på vires hus, mens vi er flyttet ud på landet. Den zoologiske have er ikke så stor (endnu;-)), besætningen er kun udvidet med 2 marsvin og en enkelt kanin. Desværre har vi mistet katten, Den Store Grusomme Samson-kat, hvilket har betydet et goddag til en del mus;-)
- at der kom en afklaring på hr. Mands job! Det gjorde der i foråret, hvor Spar Lolland blev til Jyske Bank, hr. Mand fik lov til at blive, og er vist så vidt vides ret glad for det:-D
- at vi fik en afklaring på om hvorvidt familien skulle udvides med et familiemedlem mere eller ej! Det blev vi enige om i juli, at det skulle den selvfølgelig, og 6/8-13 stod vi med en positiv test❤ Så til påske bliver vi voksne i undertal, og der kommer endnu en bandit, til at holde Kronprinsen og Putten med selskab.
- jeg havde også et ønske om at løbe endnu et halvmarathon! Det gjorde sørme i slutningen sammen med min søde svigerinde, og vi var SÅ seje:-)
- jeg ville også gerne på nogle ferier! Det var vi sammen med svigerfamilien i uge 7 og sammen med de dejligste venner en uge i sommerferien. Så var vi også på en weekend-voksen-tur sammen med de skønneste venner og tilsidst var vi for første gang sydpå som familie, da vi tog en uge til Gran Canaria i slutningen af november.
- mit sidste beskedne;-) ønske var, at min arbejdsplads ville få lov til at bestå og jeg fortsat ville være glad for mit job! Skolen består heldigvis endnu, og det skulle den gerne blive ved med længe endnu!!! Og jeg nyder mit job mere end nogensinde før, jeg har verdens bedste klasse, og jeg trives sammen med mine kollegaer, så det bliver med sorg, at jeg skal sige farvel og på gensyn, når jeg går på barsel her om en 4 ugers tid.
Alt i alt et helt igennem fantastisk år, så er der noget at sige til, at jeg er mange for, at det her nye pr, der står og banker på, kun kan skuffe i forhold til det forrige:-)
Jeg vil dog sætte min lid til den overbevisning, at jeg tror på det bedste i alle indtil det modsatte er bevist, og derfor tror jeg også på at 2014 bliver et fantastisk og skønt år, der vil belønne min gæstfrihed med gode og skønne oplevelser, og som jeg vil pænt takke farvel om sådan cirka et års tid, med besked om kigge ind igen en dag ved lejlighed, hvis altså det får tid. Der er jo ikke noget som at få besøg af gamle venner, det skulle da lige være at møde nye dejlige venner, ingen af delene kan man vist undvære, og det er med at give hverdagen kulør og energi❤.
Rigtig godt nytår derude! Jeg ønsker for jer alle, at i må komme godt og sikkert ind i det nye år, og ikke mindst, at i og jeres kære får et forrygende godt år!!!
Her kommer et kort oprids af hvad jeg ønskede mig allermest af 2013
- at alle mine kære og jeg undgik kritisk sygdom! Og det er heldigvis gået i opfyldelse.
- at ungernes skift til børnehave og skole kom til at gå godt! Også her må jeg sige, at det er gået over al forventning og begge unger stortrives nu i børnehave og i skolen.
- at vi finder en løsning med vores hus, så vi kan flytte på landet og få en mindre zoologisk have! Vi har været så heldige, at vi fandt nogle søde lejere, der passer godt på vires hus, mens vi er flyttet ud på landet. Den zoologiske have er ikke så stor (endnu;-)), besætningen er kun udvidet med 2 marsvin og en enkelt kanin. Desværre har vi mistet katten, Den Store Grusomme Samson-kat, hvilket har betydet et goddag til en del mus;-)
- at der kom en afklaring på hr. Mands job! Det gjorde der i foråret, hvor Spar Lolland blev til Jyske Bank, hr. Mand fik lov til at blive, og er vist så vidt vides ret glad for det:-D
- at vi fik en afklaring på om hvorvidt familien skulle udvides med et familiemedlem mere eller ej! Det blev vi enige om i juli, at det skulle den selvfølgelig, og 6/8-13 stod vi med en positiv test❤ Så til påske bliver vi voksne i undertal, og der kommer endnu en bandit, til at holde Kronprinsen og Putten med selskab.
- jeg havde også et ønske om at løbe endnu et halvmarathon! Det gjorde sørme i slutningen sammen med min søde svigerinde, og vi var SÅ seje:-)
- jeg ville også gerne på nogle ferier! Det var vi sammen med svigerfamilien i uge 7 og sammen med de dejligste venner en uge i sommerferien. Så var vi også på en weekend-voksen-tur sammen med de skønneste venner og tilsidst var vi for første gang sydpå som familie, da vi tog en uge til Gran Canaria i slutningen af november.
- mit sidste beskedne;-) ønske var, at min arbejdsplads ville få lov til at bestå og jeg fortsat ville være glad for mit job! Skolen består heldigvis endnu, og det skulle den gerne blive ved med længe endnu!!! Og jeg nyder mit job mere end nogensinde før, jeg har verdens bedste klasse, og jeg trives sammen med mine kollegaer, så det bliver med sorg, at jeg skal sige farvel og på gensyn, når jeg går på barsel her om en 4 ugers tid.
Alt i alt et helt igennem fantastisk år, så er der noget at sige til, at jeg er mange for, at det her nye pr, der står og banker på, kun kan skuffe i forhold til det forrige:-)
Jeg vil dog sætte min lid til den overbevisning, at jeg tror på det bedste i alle indtil det modsatte er bevist, og derfor tror jeg også på at 2014 bliver et fantastisk og skønt år, der vil belønne min gæstfrihed med gode og skønne oplevelser, og som jeg vil pænt takke farvel om sådan cirka et års tid, med besked om kigge ind igen en dag ved lejlighed, hvis altså det får tid. Der er jo ikke noget som at få besøg af gamle venner, det skulle da lige være at møde nye dejlige venner, ingen af delene kan man vist undvære, og det er med at give hverdagen kulør og energi❤.
Rigtig godt nytår derude! Jeg ønsker for jer alle, at i må komme godt og sikkert ind i det nye år, og ikke mindst, at i og jeres kære får et forrygende godt år!!!
torsdag den 27. september 2012
At være en af de udvalgte eller ej
I øjeblikket bruger vi, eller det er jo nok mest mig, da hverken mand eller søn virker til at være synderligt interesseret, en masse energi på det valg som vi står overfor i forhold til Kronprinsens skolegang. Her i UdkantsDK har de private skoler kronede dage, da det kommunale alternativ virkelig lader meget tilbage at ønske. Vi skrev Kronprinsen op til privatskole for 1½ år siden, åbenbart var vi for sent på den, bare sådan en 3-4 år tid. Hvem havde også regnet med andet, vi kommer altid for sent, så det ville da være underligt hvis det skulle til at ændre sig nu. Okay, jeg havde da nok regnet med at 2 år før skolestart burde kunne kategoriseres at "være ude i god tid", men nej, ikke når alle de andre skriver poderne op, før de overhovedet har tisset på den der pind.
Ikke desto mindre blev vi faktisk indkaldt til samtale sådan som i går, ugen op til er gået med små sejrsdanse, formaninger til Kronprinsen om hvad han skulle gøre og hvad han ikke skulle sige, formaninger til manden om hvad han skulle sige og gøre og især hvad han IKKE skulle sige og gøre efterfulgt af lidt flere danse ala "I like it, I like it, yearh yearh - noget":-D
Som jeg sagde til Kronprinsens mormor, der har fulgt hovedrystende med på sidelinien, så var opgaven i den her forbindelse bare at tage vores pæne tøj på, finde det store smil frem og så lade være med at opføre os helt som vi plejer, så skulle det nok gå.
Og meget kan man sige, men hverken Hr. mand eller Kronprinsen gjorde noget, der skulle få skolen til at fravælge knægten. Kronprinsen brillerede faktisk ved, for første gang nogensinde, at dukke op med et lille kort i hånden, hvor han havde skrevet Mor på den ene side og Jakob på den anden, samt lavet en virkelig flot perleplade (skrev jeg virkelig det, virkelig flot perleplade.... det er smeltet plastik i neonfarver, hvis eneste formål er tidsfordriv for børnehavebørn, men okay lige nu er jeg ligesom inde i gamet med at fremhæve min søns helt igennem fantastiske evner indenfor cirka ALT). Hr. mand brillerede ved ikke at sige eller gøre noget overhovedet, hvad mere kan man ønske sig? Man kunne eventuelt ønske sig, at manden iførte sig træskostøvler og lossede en HÅRDT over benene, når først ens orddiarre tog overhånd! For det kan godt være, at jeg havde fået instrueret de andre i hvad de skulle sige, men jeg havde vist lige glemt, hvordan jeg selv snakker alt for åbenmundet om alt, når der er noget jeg virkelig virkelig gerne vil opnå. Kender i det der med, at man føler at man sidder og ser/hører på sig selv udefra og tænker "jøsses kvinde, SÅ HOLD DOG KÆFT", men man holder ikke kæft, man bliver bare ved og ved og ved og ved, hele vejen ned af trappen og langt tid efter at skoleinspektøren har lukket døren efter en og skrevet brevet, om at barnet vil de egentlig gerne have ind, men moderen behøver ikke vise sig på skolen igen, nogensinde, heller ikke når ungen en gang skal have sit eksamensbevis???
Nej det kender i ikke??
Nå men det gør jeg! Vi venter stadig på brevet, men som Hr. mand siger, så skal vi nok ikke regne med noget;-)
Ikke desto mindre blev vi faktisk indkaldt til samtale sådan som i går, ugen op til er gået med små sejrsdanse, formaninger til Kronprinsen om hvad han skulle gøre og hvad han ikke skulle sige, formaninger til manden om hvad han skulle sige og gøre og især hvad han IKKE skulle sige og gøre efterfulgt af lidt flere danse ala "I like it, I like it, yearh yearh - noget":-D
Som jeg sagde til Kronprinsens mormor, der har fulgt hovedrystende med på sidelinien, så var opgaven i den her forbindelse bare at tage vores pæne tøj på, finde det store smil frem og så lade være med at opføre os helt som vi plejer, så skulle det nok gå.
Og meget kan man sige, men hverken Hr. mand eller Kronprinsen gjorde noget, der skulle få skolen til at fravælge knægten. Kronprinsen brillerede faktisk ved, for første gang nogensinde, at dukke op med et lille kort i hånden, hvor han havde skrevet Mor på den ene side og Jakob på den anden, samt lavet en virkelig flot perleplade (skrev jeg virkelig det, virkelig flot perleplade.... det er smeltet plastik i neonfarver, hvis eneste formål er tidsfordriv for børnehavebørn, men okay lige nu er jeg ligesom inde i gamet med at fremhæve min søns helt igennem fantastiske evner indenfor cirka ALT). Hr. mand brillerede ved ikke at sige eller gøre noget overhovedet, hvad mere kan man ønske sig? Man kunne eventuelt ønske sig, at manden iførte sig træskostøvler og lossede en HÅRDT over benene, når først ens orddiarre tog overhånd! For det kan godt være, at jeg havde fået instrueret de andre i hvad de skulle sige, men jeg havde vist lige glemt, hvordan jeg selv snakker alt for åbenmundet om alt, når der er noget jeg virkelig virkelig gerne vil opnå. Kender i det der med, at man føler at man sidder og ser/hører på sig selv udefra og tænker "jøsses kvinde, SÅ HOLD DOG KÆFT", men man holder ikke kæft, man bliver bare ved og ved og ved og ved, hele vejen ned af trappen og langt tid efter at skoleinspektøren har lukket døren efter en og skrevet brevet, om at barnet vil de egentlig gerne have ind, men moderen behøver ikke vise sig på skolen igen, nogensinde, heller ikke når ungen en gang skal have sit eksamensbevis???
Nej det kender i ikke??
Nå men det gør jeg! Vi venter stadig på brevet, men som Hr. mand siger, så skal vi nok ikke regne med noget;-)
lørdag den 22. september 2012
At være eller ikke at være - et ordensmenneske
Jeg er IKKE et ordensmenneske, men for pokker hvor ville jeg gerne være det! Jeg er nemlig sikker på, at det ville gøre mit liv meget lettere på mange punkter. Blandt så jeg en "reklame" den anden dag, da jeg var på Borgerservice for at få lavet nyt pas, hvor de påstod at man brugte 5,? dage af sit liv på at lede efter vigtige papirer. Hvis det er gennemsnittet for den almindelig dansker, så bruger jeg nok 10 dage af mit liv på at lede efter dåbsattester, regninger der skal betales, skoleskema, aktivitetsplan, dåbsattester, eksamensbeviser, regninger der burde være betalt, oversigt over fodboldkampe, løbeprogrammer, dåbsattester, og hvad fa.... sker der for, at hver gang jeg skal et eller andet i det offentlige, så skal jeg fremvise min egen eller mine børns (eller min mors ellers tip-oldefars¤#!!!!#/!*) dåbsattester, og af en eller anden mærkelig grund, så er de altid som sunket i jorden!
Hvilket da også er den primære årsag til, at vi de sidste par år ikke har kunne tage på ferie sydpå, da det ikke kan lade sig gøre at få pas til ungerne, hvis man ikke kan finde deres latterlige papirsagtige men åbenbart livsvigtige dokument i form af deres dåbsattest. Om jeg fatter at noget så vigtigt, komme i så lille et format og med indbygget forsvindingskompetence, det burde virkelig være et dokument man fik i A3 størrelse og gerne lamineret, så ville der være en, omend lille men dog stadig, chance for at jeg ville kunne finde den igen. Allerhelst skulle det offentlige bare sende det til mig på mail, for så ville jeg kunne bruge søgefunktionen, og på den måde altid have en hjælper til at finde den til mig. Hvilket leder mig videre til, at der jo ikke er nogle der hjælper med at lede her i Casa de Kaos, for manden jeg er gift med, evner ikke at lede efter noget som han selv har smidt væk, men SLET SLET IKKE efter noget, som jeg ikke kan finde.
Så de sidste par år har vi nøjedes med at tage ungerne med på vinterferie til et Nordtysk badeland, og hver gange er deres far mere eller mindre bekymret for hvad der vil ske, hvis vi bliver stoppet og ikke kan fremvise pas på ungerne.
En bekymring jeg slet ikke kan dele med ham, for helt ærlig hvad er det værste der ske? Jeg tvivler på at nogle er vanvittige nok til at tage to plagende/sukkeropkørte/grådkvalte over at have kørt bil i en ½ time!!!/sultne/tissetrængende/jeg keder mig/er vi der snart unger fra os. Hvis de er, så skal jeg i den situation, da så også være den første til at takke disse vanvittige paskontrollører, skynde mig at vende bilen og tage en uges ferie mere et eller andet dejligt varmt sted, og så kan manden få lov til at takke mig senere;-) Alternativt får vi vel lov til at køre videre med ungerne og måske en bøde, men hvis man regner prisen på den bøde ud i forhold til de timer, jeg skal bruge for at få lavet dem et pas, så gætter jeg på at det godt kan betale sig:-D
Men altså hvis man skal ud og flyve, så kommer man vist ikke så langt, hvis ikke man kan fremvise et gyldigt pas. Så i løbet af de næste par måneder, skal jeg tilføje endnu en dag til livets store tabskonto over dage, timer og minutter spildt på at lede efter ligegyldige papirer, som man aldrig kan finde, men altid finder når man ikke skal bruge det, hvorefter man gemmer det et sted hvor man VED man kan finde det igen, altså lige indtil næste kan man skal bruge det:-D
I mit næste liv vil jeg gerne være sådan en der har lidt mere styr på sine ting, Amen;-)
Hvilket da også er den primære årsag til, at vi de sidste par år ikke har kunne tage på ferie sydpå, da det ikke kan lade sig gøre at få pas til ungerne, hvis man ikke kan finde deres latterlige papirsagtige men åbenbart livsvigtige dokument i form af deres dåbsattest. Om jeg fatter at noget så vigtigt, komme i så lille et format og med indbygget forsvindingskompetence, det burde virkelig være et dokument man fik i A3 størrelse og gerne lamineret, så ville der være en, omend lille men dog stadig, chance for at jeg ville kunne finde den igen. Allerhelst skulle det offentlige bare sende det til mig på mail, for så ville jeg kunne bruge søgefunktionen, og på den måde altid have en hjælper til at finde den til mig. Hvilket leder mig videre til, at der jo ikke er nogle der hjælper med at lede her i Casa de Kaos, for manden jeg er gift med, evner ikke at lede efter noget som han selv har smidt væk, men SLET SLET IKKE efter noget, som jeg ikke kan finde.
Så de sidste par år har vi nøjedes med at tage ungerne med på vinterferie til et Nordtysk badeland, og hver gange er deres far mere eller mindre bekymret for hvad der vil ske, hvis vi bliver stoppet og ikke kan fremvise pas på ungerne.
En bekymring jeg slet ikke kan dele med ham, for helt ærlig hvad er det værste der ske? Jeg tvivler på at nogle er vanvittige nok til at tage to plagende/sukkeropkørte/grådkvalte over at have kørt bil i en ½ time!!!/sultne/tissetrængende/jeg keder mig/er vi der snart unger fra os. Hvis de er, så skal jeg i den situation, da så også være den første til at takke disse vanvittige paskontrollører, skynde mig at vende bilen og tage en uges ferie mere et eller andet dejligt varmt sted, og så kan manden få lov til at takke mig senere;-) Alternativt får vi vel lov til at køre videre med ungerne og måske en bøde, men hvis man regner prisen på den bøde ud i forhold til de timer, jeg skal bruge for at få lavet dem et pas, så gætter jeg på at det godt kan betale sig:-D
Men altså hvis man skal ud og flyve, så kommer man vist ikke så langt, hvis ikke man kan fremvise et gyldigt pas. Så i løbet af de næste par måneder, skal jeg tilføje endnu en dag til livets store tabskonto over dage, timer og minutter spildt på at lede efter ligegyldige papirer, som man aldrig kan finde, men altid finder når man ikke skal bruge det, hvorefter man gemmer det et sted hvor man VED man kan finde det igen, altså lige indtil næste kan man skal bruge det:-D
I mit næste liv vil jeg gerne være sådan en der har lidt mere styr på sine ting, Amen;-)
torsdag den 20. september 2012
Om at blive en flyvemaskine
Vi har i den her uge måtte sige farvel til børnenes oldefarmor og min mands farmor:-(
Da vi fortalte det til Kronprinsen, gav det selvfølgelig anledning til nogle spørgsmål, blandt andet spørgsmålet om hvad man så bliver, når man dør.
Kronprinsen: Mor, tror du så ikke at hun sidder op i himlen nu?
Mor: Jo det gør hun nok
Kronprins: Jeg tror hun sidder sammen med Figaro (vores gamle afdøde kat. red.) og når det så er nat, tror du så ikke det er dem, vi kan se, der blinker ned til os?
Mor (nu med tårer i øjnene over den dybsindighed hendes søn indeholder): Jo det tror jeg helt bestemt lille skat
Kronprins: Ja ellers er det nok bare flyvemaskinerne!
Godt så, lidt realitetssans har man vel :-D
Da vi fortalte det til Kronprinsen, gav det selvfølgelig anledning til nogle spørgsmål, blandt andet spørgsmålet om hvad man så bliver, når man dør.
Kronprinsen: Mor, tror du så ikke at hun sidder op i himlen nu?
Mor: Jo det gør hun nok
Kronprins: Jeg tror hun sidder sammen med Figaro (vores gamle afdøde kat. red.) og når det så er nat, tror du så ikke det er dem, vi kan se, der blinker ned til os?
Mor (nu med tårer i øjnene over den dybsindighed hendes søn indeholder): Jo det tror jeg helt bestemt lille skat
Kronprins: Ja ellers er det nok bare flyvemaskinerne!
Godt så, lidt realitetssans har man vel :-D
torsdag den 13. september 2012
Mænd og planlægning
Min mand (MUHAHAHA, synes stadig det er lidt sjovt, at kalde ham min mand, nu hvor han har været kæreste i SÅ mange år) fylder 30 år i morgen. Så langt, så godt. Jeg begyndte vel lige omkring vores bryllup, at udspørge ham om hvorvidt vi skulle fejre det og evt. hvordan???? Det skal ikke være nogen hemmelig, at jeg RIGTIG RIGTIG GODT kan lide at planlægge ting, og især festlige lejligheder. Så det var jo nærliggende, at jeg stak min næse i det her projekt (og så fordi jeg så havde noget nyt at tage mig til, når nu brylluppet var overstået), og hvad sagde manden så?! at JEG IKKE SKULLE BLANDE MIG, hvad giver i mig? Et par uger var jeg fornærmet over det, så begyndte jeg at spørge hvad han havde tænkt sig, om jeg skulle tage fri i tilfælde af at han ville morgenkaffe (manden sagde "jae, jo, det kan du vel godt, jeg tænkte, at holder morgenkaffe, jeg bruger en feriedag og holder fri!), om der var noget mad jeg skulle hjælpe med? Manden sagde først ja, så nej, så måske, så nej, så ja og for tre uger siden blev han så enig med sig selv om at han da ville holde fyraftens-reception. Sådan noget helt nede på jorden-noget med kolde øl og grillede pølser. Jeg spørger "skal vi sætte et opslag i avisen og se hvem der kommer", man den mener nej, og bruger laaang tid på at lave en invitation, som han så bruger endnu længere tid på at sende ud. Så er der pludselig kun 1½ uge til hans fødselsdag, jeg spørge nok 3 gange i døgnet om der er noget jeg kan hjælpe med, han svarer hver gang, at det er jo bare nede på jorden, så hvis bare jeg laver en gang kartoffelsalat, så er den vist fjong.
Nu sidder jeg her dagen før, i morgen dukker der 50-60 mennesker op til fødselsdag kl. 17, jeg skal lige lave 8 kg kartoffelsalat og bage en kage og ellers har jeg vist ingen pligter. Jeg burde jo nyde det BIG TIME, men det gør jeg så ikke..... Hvorfor? Fordi manden stadig ikke har handlet ind, ikke har så meget som overvejet borddækning, ikke har tænk på sådan noget som toiletpapir, viskestykker og opvaskemiddel (da det skal holdes "ude i byen") eller for den sags skyld bare har styr på alt det der skal køres derud og så i øvrigt først kommer hjem kl. 19 i aften.
Jeg synes jo et eller andet sted, at det er ærgerligt hvis det hele flopper for ham, men måske synes jeg at det er endnu værre, hvis alle damerne synes, det er mærkelig, at jeg ikke har styr på det, men værst er det jo nok, hvis det viser sig, at det hele klapper og er skide hyggeligt, og at det kunne gøres uden at have planlagt alt ned i mindste detalje :-D
Så nu vil jeg sætte mig endnu en kop kaffe og forsøge at lade være med at skrive lister over alt det, der skal være styr på inden længe :-D
Nu sidder jeg her dagen før, i morgen dukker der 50-60 mennesker op til fødselsdag kl. 17, jeg skal lige lave 8 kg kartoffelsalat og bage en kage og ellers har jeg vist ingen pligter. Jeg burde jo nyde det BIG TIME, men det gør jeg så ikke..... Hvorfor? Fordi manden stadig ikke har handlet ind, ikke har så meget som overvejet borddækning, ikke har tænk på sådan noget som toiletpapir, viskestykker og opvaskemiddel (da det skal holdes "ude i byen") eller for den sags skyld bare har styr på alt det der skal køres derud og så i øvrigt først kommer hjem kl. 19 i aften.
Jeg synes jo et eller andet sted, at det er ærgerligt hvis det hele flopper for ham, men måske synes jeg at det er endnu værre, hvis alle damerne synes, det er mærkelig, at jeg ikke har styr på det, men værst er det jo nok, hvis det viser sig, at det hele klapper og er skide hyggeligt, og at det kunne gøres uden at have planlagt alt ned i mindste detalje :-D
Så nu vil jeg sætte mig endnu en kop kaffe og forsøge at lade være med at skrive lister over alt det, der skal være styr på inden længe :-D
Abonner på:
Opslag (Atom)