tirsdag den 29. november 2011

Snot, hoste og tænder

Vi er løbet ind i en ordentlig omgang snot herhjemme. Det startede i sidste uge med de voksne, eller det vil sige, det var garanteret ungerne, der startede det hele, men man lægger ikke mærke til det hos dem, da de jo mere eller mindre altid render rundt med et skønt 11-tal. Hvis man skulle holde sig fra dem, når de var snottet ville de seriøst komme til at mangle kropskontakt, så vi kysser og krammer på livet løs, og ind imellem må jeg indrømme, at jeg kommer til at tænke "hmm, hvad skyldes den lidt salte smag i min mund, løber min næse? Har jeg på mystisk vis fået salt på læben? Nårh nej det var da vist Puttens snot" (og det mest mærkelige er, at jeg ikke render ud og kaster op, men i stedet trækker på skulderen og tænker "sådan er livet jo med små-børn", når jeg virkelig kæmper med mit maveindhold, når jeg ser det her på skrift;-)). Så derfor er det jo ikke så underligt, at vi voksne ender med en ordentlig omgang forkølelse og dertil hørende hoste, som vi jo så passende kan give tilbage til begge unger, som nu hoster som små søløver, og brokker sig over at det gør ondt. JA DET VED JEG S.. DA GODT, det var ligesom her det startede, mange tak i øvrigt barn, og det var så lidt, skulle det være en anden gang? Behøver jeg at skrive, at jeg er træt af efterårs-syge....?
Og så tilsat nye tænder hos Putten, så er ens nattesøvn virkelig kommet på prøve IGEN-IGEN. Nu har barnet i ET HELT ÅR kun haft 4 tænder, og så i løbet af 14 dage vælter det bare frem med tænder, i samme hastighed som regeringen bryder valgløfter;-) Sov godt derude!

onsdag den 16. november 2011

Noget om familie-mønstre

Skal man blive bekymret når ens søn kommer hjem fra børnehaven og fortæller at de har leget "far, mor og børn", men der var ikke nogen mor, for Alberte var babyen, Lukas var storebror, Isak var faren og "mor, så var jeg fisken"???? WHAT?
Far, stedmor, børn og hund, den har vi vel allesammen hørt om, far, far og børn, ja den kommer vel også til Nakskov på et tidspunkt, men far, lille ny baby, storebror og så lige en fisk, den havde jeg alligevel ikke set komme;-) Skønt med lidt fornyelse af den ellers gode gamle leg;-)

tirsdag den 15. november 2011

En dåbskage er det blevet til:-)

Ja man kan jo ikke sige, at jeg overrender bloggen i øjeblikket, hverdagen er fyldt op med arbejde, børn, opgaveskrivning og nu også bryllupsplanlægning:-D Jeps, hr. kæreste besluttede, at bruge vores fantastiske tur til Paris som en god anledning til at spørge, om jeg vil være fru Meloupe til sommer, og det kunne jeg da ikke sige nej til;-) Så når nu jeg på et tidspunkt er færdig med eksamensopgave til januar, så skal der dælme lave forskellige gør-det-selv-projekter, som skal bruges i forbindelse med brylluppet.

Men lige nu nøjes jeg med at øve mig i at lave kager, jeg fik nemlig den ære at lave dåbskagen til vores gode venners datters barnedåb i lørdags. Den smagte rigtig godt, pyntningen lykkedes nogenlunde (men der er jo altid plads til forbedring) og sørme om ikke jeg er blevet "hyret" til at skulle lave en ny dåbskage til om 14 dage. Puha, det er lidt skræmmende, da det ikke er til familie eller nære venner og så synes jeg jo det skal være perfekt (ikke at familie og venner ikke er det perfekte værd, men jeg har bare ikke problemer med at vise dem, de fejl jeg laver;-)). Og så er der den udfordring at det er til en dreng, jeg har kun lavet pige-dåbskager indtil videre, så jeg skal vist til at have fat i noget blåt og grønt farve:-)

Nå men i skal da lige have et billede af den MEGET tunge kage, det ærgrer mig, at jeg ikke fik vejet hvor tung den var, men let var den i hvert fald ikke;-)