Viser opslag med etiketten livet som mor. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten livet som mor. Vis alle opslag

lørdag den 28. december 2013

Glædelig jul og godt nytår.

Et nyt år står og banker på, inden længe vil jeg åbne og byde det så hjerteligt velkommen. Gad vide hvad det her nye år vil byde på? Kommer det med fred og glæde, eller kommer det med kaos, tristhed og fejl og mangler? Sidst jeg bød et nyt år indenfor, kom året 2013 vadende ind i mit liv, og hvilken dejlig gæst❤ Jeg havde selvfølgelig nogle ønsker og håb for denne gæst, og de er alle gået i opfyldelse, så jeg føler mig meget meget heldig.

Her kommer et kort oprids af hvad jeg ønskede mig allermest af 2013

- at alle mine kære og jeg undgik kritisk sygdom! Og det er heldigvis gået i opfyldelse.
- at ungernes skift til børnehave og skole kom til at gå godt! Også her må jeg sige, at det er gået over al forventning og begge unger stortrives nu i børnehave og i skolen.
- at vi finder en løsning med vores hus, så vi kan flytte på landet og få en mindre zoologisk have! Vi har været så heldige, at vi fandt nogle søde lejere, der passer godt på vires hus, mens vi er flyttet ud på landet. Den zoologiske have er ikke så stor (endnu;-)), besætningen er kun udvidet med 2 marsvin og en enkelt kanin. Desværre har vi mistet katten, Den Store Grusomme Samson-kat, hvilket har betydet et goddag til en del mus;-)
- at der kom en afklaring på hr. Mands job! Det gjorde der i foråret, hvor Spar Lolland blev til Jyske Bank, hr. Mand fik lov til at blive, og er vist så vidt vides ret glad for det:-D
- at vi fik en afklaring på om hvorvidt familien skulle udvides med et familiemedlem mere eller ej! Det blev vi enige om i juli, at det skulle den selvfølgelig, og 6/8-13 stod vi med en positiv test❤ Så til påske bliver vi voksne i undertal, og der kommer endnu en bandit, til at holde Kronprinsen og Putten med selskab.
- jeg havde også et ønske om at løbe endnu et halvmarathon! Det gjorde sørme i slutningen sammen med min søde svigerinde, og vi var SÅ seje:-)
- jeg ville også gerne på nogle ferier! Det var vi sammen med svigerfamilien i uge 7 og sammen med de dejligste venner en uge i sommerferien. Så var vi også på en weekend-voksen-tur sammen med de skønneste venner og tilsidst var vi for første gang sydpå som familie, da vi tog en uge til Gran Canaria i slutningen af november.
- mit sidste beskedne;-) ønske var, at min arbejdsplads ville få lov til at bestå og jeg fortsat ville være glad for mit job! Skolen består heldigvis endnu, og det skulle den gerne blive ved med længe endnu!!! Og jeg nyder mit job mere end nogensinde før, jeg har verdens bedste klasse, og jeg trives sammen med mine kollegaer, så det bliver med sorg, at jeg skal sige farvel og på gensyn, når jeg går på barsel her om en 4 ugers tid.

Alt i alt et helt igennem fantastisk år, så er der noget at sige til, at jeg er mange for, at det her nye pr, der står og banker på, kun kan skuffe i forhold til det forrige:-)
Jeg vil dog sætte min lid til den overbevisning, at jeg tror på det bedste i alle indtil det modsatte er bevist, og derfor tror jeg også på at 2014 bliver et fantastisk og skønt år, der vil belønne min gæstfrihed med gode og skønne oplevelser, og som jeg vil pænt takke farvel om sådan cirka et års tid, med besked om kigge ind igen en dag ved lejlighed, hvis altså det får tid. Der er jo ikke noget som at få besøg af gamle venner, det skulle da lige være at møde nye dejlige venner, ingen af delene kan man vist undvære, og det er med at give hverdagen kulør og energi❤.

Rigtig godt nytår derude! Jeg ønsker for jer alle, at i må komme godt og sikkert ind i det nye år, og ikke mindst, at i og jeres kære får et forrygende godt år!!!

torsdag den 27. september 2012

At være en af de udvalgte eller ej

I øjeblikket bruger vi, eller det er jo nok mest mig, da hverken mand eller søn virker til at være synderligt interesseret, en masse energi på det valg som vi står overfor i forhold til Kronprinsens skolegang. Her i UdkantsDK har de private skoler kronede dage, da det kommunale alternativ virkelig lader meget tilbage at ønske. Vi skrev Kronprinsen op til privatskole for 1½ år siden, åbenbart var vi for sent på den, bare sådan en 3-4 år tid. Hvem havde også regnet med andet, vi kommer altid for sent, så det ville da være underligt hvis det skulle til at ændre sig nu. Okay, jeg havde da nok regnet med at 2 år før skolestart burde kunne kategoriseres at "være ude i god tid", men nej, ikke når alle de andre skriver poderne op, før de overhovedet har tisset på den der pind.
Ikke desto mindre blev vi faktisk indkaldt til samtale sådan som i går, ugen op til er gået med små sejrsdanse, formaninger til Kronprinsen om hvad han skulle gøre og hvad han ikke skulle sige, formaninger til manden om hvad han skulle sige og gøre og især hvad han IKKE skulle sige og gøre efterfulgt af lidt flere danse ala "I like it, I like it, yearh yearh - noget":-D
Som jeg sagde til Kronprinsens mormor, der har fulgt hovedrystende med på sidelinien, så var opgaven i den her forbindelse bare at tage vores pæne tøj på, finde det store smil frem og så lade være med at opføre os helt som vi plejer, så skulle det nok gå.
Og meget kan man sige, men hverken Hr. mand eller Kronprinsen gjorde noget, der skulle få skolen til at fravælge knægten. Kronprinsen brillerede faktisk ved, for første gang nogensinde, at dukke op med et lille kort i hånden, hvor han havde skrevet Mor på den ene side og Jakob på den anden, samt lavet en virkelig flot perleplade (skrev jeg virkelig det, virkelig flot perleplade.... det er smeltet plastik i neonfarver, hvis eneste formål er tidsfordriv for børnehavebørn, men okay lige nu er jeg ligesom inde i gamet med at fremhæve min søns helt igennem fantastiske evner indenfor cirka ALT). Hr. mand brillerede ved ikke at sige eller gøre noget overhovedet, hvad mere kan man ønske sig? Man kunne eventuelt ønske sig, at manden iførte sig træskostøvler og lossede en HÅRDT over benene, når først ens orddiarre tog overhånd! For det kan godt være, at jeg havde fået instrueret de andre i hvad de skulle sige, men jeg havde vist lige glemt, hvordan jeg selv snakker alt for åbenmundet om alt, når der er noget jeg virkelig virkelig gerne vil opnå. Kender i det der med, at man føler at man sidder og ser/hører på sig selv udefra og tænker "jøsses kvinde, SÅ HOLD DOG KÆFT", men man holder ikke kæft, man bliver bare ved og ved og ved og ved, hele vejen ned af trappen og langt tid efter at skoleinspektøren har lukket døren efter en og skrevet brevet, om at barnet vil de egentlig gerne have ind, men moderen behøver ikke vise sig på skolen igen, nogensinde, heller ikke når ungen en gang skal have sit eksamensbevis???
Nej det kender i ikke??


Nå men det gør jeg! Vi venter stadig på brevet, men som Hr. mand siger, så skal vi nok ikke regne med noget;-)

tirsdag den 29. november 2011

Snot, hoste og tænder

Vi er løbet ind i en ordentlig omgang snot herhjemme. Det startede i sidste uge med de voksne, eller det vil sige, det var garanteret ungerne, der startede det hele, men man lægger ikke mærke til det hos dem, da de jo mere eller mindre altid render rundt med et skønt 11-tal. Hvis man skulle holde sig fra dem, når de var snottet ville de seriøst komme til at mangle kropskontakt, så vi kysser og krammer på livet løs, og ind imellem må jeg indrømme, at jeg kommer til at tænke "hmm, hvad skyldes den lidt salte smag i min mund, løber min næse? Har jeg på mystisk vis fået salt på læben? Nårh nej det var da vist Puttens snot" (og det mest mærkelige er, at jeg ikke render ud og kaster op, men i stedet trækker på skulderen og tænker "sådan er livet jo med små-børn", når jeg virkelig kæmper med mit maveindhold, når jeg ser det her på skrift;-)). Så derfor er det jo ikke så underligt, at vi voksne ender med en ordentlig omgang forkølelse og dertil hørende hoste, som vi jo så passende kan give tilbage til begge unger, som nu hoster som små søløver, og brokker sig over at det gør ondt. JA DET VED JEG S.. DA GODT, det var ligesom her det startede, mange tak i øvrigt barn, og det var så lidt, skulle det være en anden gang? Behøver jeg at skrive, at jeg er træt af efterårs-syge....?
Og så tilsat nye tænder hos Putten, så er ens nattesøvn virkelig kommet på prøve IGEN-IGEN. Nu har barnet i ET HELT ÅR kun haft 4 tænder, og så i løbet af 14 dage vælter det bare frem med tænder, i samme hastighed som regeringen bryder valgløfter;-) Sov godt derude!

onsdag den 16. november 2011

Noget om familie-mønstre

Skal man blive bekymret når ens søn kommer hjem fra børnehaven og fortæller at de har leget "far, mor og børn", men der var ikke nogen mor, for Alberte var babyen, Lukas var storebror, Isak var faren og "mor, så var jeg fisken"???? WHAT?
Far, stedmor, børn og hund, den har vi vel allesammen hørt om, far, far og børn, ja den kommer vel også til Nakskov på et tidspunkt, men far, lille ny baby, storebror og så lige en fisk, den havde jeg alligevel ikke set komme;-) Skønt med lidt fornyelse af den ellers gode gamle leg;-)

tirsdag den 18. oktober 2011

En lille flyder;-)

Så er jeg hjemme fra skønne skønne Paris, men beretning og ikke mindst billeder derfra må komme en anden god gang (især fordi der er jo ikke noget bedre end at se andres feriebilleder vel;-)).

Der er jo ikke noget bedre end at komme hjem til hverdagen igen;-) 5 dage, 4 nætter uden tøjvask, rengøring, madlavning, bleskift, madpakkesmøring, you name it, uden alt det, der udgør en rimelig stor del af en småbørnsfamilies hverdag, og man kan næsten ikke huske hvordan man gør, og helt ærligt, det har været SKØNT!!!
Men altså så er man heller ikke i tvivl om, at det er hverdag igen, når man har ungerne i bad, som hygger sig, griner og fjoller, mens man selv sidder og surfer lidt på telefonen. Jeg mener, jeg sad jo lige ved siden af, og jeg tror på, at jeg ville lægge mærke til hvis en af dem var ved at drukne, men hvad jeg ikke lagde mærke til, var da Putten åbenbart skiftede ansigtskulør (og de fleste med blebørn ved nu hvad det betyder;-)). Til min undskyldning vil jeg bare sige, at det gjorde hendes storebror heller ikke, og han delte dog badekar med hende. Det er først da stanken efterhånden har bredt sig til hele badeværelset, at jeg kigger ned i karret, og ser at antallet af badedyr er steget betragteligt! Ungerne blev hevet op, Putten skreg som en stukken gris, for hun ville ikke skylles, storebror hylede også som en stukken gris, men det var fordi han vil have bruseren med det sammen, for han skulle skylles og det skulle være NU!! Altså man forstår ham vel egentlig godt:-D

onsdag den 24. august 2011

Syge børn....

Ej hvor er det da fantastisk at starte på job igen efter sommerferien, hvis altså man kunne få lov til at komme af sted..... Kronprinsen og Putten har nemlig været syge på skift siden sidste onsdag, og det passer virkelig dårligt ind i planlægningen;-)

I sidste uge, som jo var første uge efter ferien, blev hr. kæreste hjemme med dem på skift i to dage, fredag blev han nød til at vise sig på jobbet, men der var min svigermor så heldigvis hjemme. Mandag blev de begge sendt af sted, men Putten havde feber (igen) da jeg hentede hende. Så gik den vilde jagt ellers på en barnepige til tirsdag, men bedsteforældre i dag er altså ikke hvad de har været;-) De har travlt med deres job og diverse fritidsaktiviteter, så syge børn er ikke det der passer bedst ind i planerne. Hr. kæreste mente ikke han kunne blive hjemme igen, og så var der mig tilbage. Ikke det fedeste at måtte ringe barn syg allerede i 2. uge, øv hvor er jeg bare dårlig til sådan noget. Den der dårlige samvittighed over for min unge, som jeg mest af alt føler er til besvær lige i den situation, og dårlig samvittighed overfor de unger jeg skulle have undervist. Jeg er helt med på, at ingen er uundværlig, men her i starten er det altså bedst man er der, så man får startet sine klasser ordentligt op. Og rigtigt nok, så var den undervisning, som indskolingen skulle have haft, for 1. gang i går, i læsning på læsehold, blevet aflyst, da de andre jo ikke kunne starte op uden mig. 

Samtidig synes jeg også, at det er rigtig trælst, at man bliver nød til at kime bedsteforældrene ned aftenen før og om morgenen i håb om, at der er en af dem, der er hjemme, især når man godt ved, at chancen er forbavsende lille. Den der dårlige samvittighed man giver dem, fordi de igen er nød til at sige nej, og den dårlige samvittighed man har, når man sender et barn af sted, som man godt ved havde haft bedst af en feberfri dag hjemme inden institutionsstart igen.

Argh men altså, jeg ved godt det er et af grund vilkårene for børnefamilier, men det gør det altså ikke bedre. Gid vi kunne oprette en eller anden syge-dagpleje med en ældre dame, der kunne nusse lidt om små febersyge pander, mens mor og far passer deres job. Selvfølgelig skulle man kun komme der, når man ikke var død-syg, men bare almindelig slatten og dog for dårlig til institution. Jeg er sikker på, at der kunne være penge i skidtet;-)

søndag den 21. august 2011

En stolt gudmor

Så blev mit lille skønne gudbarn døbt i går, og det var en rigtig dejlig dag:-)

Det at have fået den ære, at være gudmor betyder virkelig meget for mig. Puha jeg kan blive helt rørt bare ved tanken. Tænk sig, at hendes forældre gerne vil give mig så stor en rolle i deres førstefødte guldklumps liv er jo skønt. Jeg kan nemlig huske alle de tanker, jeg havde i hovedet, da vores førstefødte skulle døbes, det var altså en stor dag, og jeg var meget berørt hele dagen. Det var også en stor dag, da Putten skulle døbes, men da kendte man følelserne på forhånd, og jeg blev knap så berørt (altså et par enkelte tårer jeg kan nok ikke sige mig fri for;-)). Til Kronprinsen dåb kæmpede jeg til gengæld rigtig meget, for jeg følte virkelig at nu blev der passet ekstra meget på ham, at vi fik den der guddommelig beskyttelse af ham, så nu kunne jeg slappe lidt mere af, der er en der altid vil passe på ham.Og ja, jeg ved godt at man som gudmor ikke har større forpligtigelse end at oplære barnet i den kristne tro, men jeg tænkte ind i det, at ved at min søster nu var blevet gudmor for ham, så ville hun også lære ham om livet generelt og i særdeleshed om mig, hvis det forfærdelige skulle ske og jeg en dag ikke er her mere. Det er også med de tanker jeg nu er gået ind i rollen som gudmor for skønne Josephine. Hvis det værste skulle ske og en eller begge hendes forældre en dag er væk, så vil jeg lære hende om den kristne tro, men så sandelig også om hendes forældre, alle de gode historier og fortælle hvilke skønne mennesker de er (igen ja, jeg ved også godt at gudmor ikke er = at hun ville skulle bo hos mig, jeg ville sagtens kunne være der for hende alligevel). Sådan helt lavpraktisk så må gudmor også betyde retten til at forkæle helt vildt, og det glæder jeg mig til, da det jo er sådan noget man ikke kan tillade sig på sammen måde med sine egne, da der også er noget opdragelse der skal passes;-) Og så satser jeg på, at jeg skal have hende på ferie hver sommer, når hun lige bliver lidt ældre (=renlig og sover om natten;-)) og det glæder jeg mig fa.... til:-D
Lige et par billeder af skønlingen og hendes forældre og mig:-)



Udover at være gudmor havde jeg også fået det ærefulde hverv, at bage den ene af dåbskagerne. Den var med to lag hindbær og blåbær-mousse og et lag Marabou-Daimchokolade-mousse. Den var smurt op med Nutella-smørcreme, dernæst flødeskum og tilsidst overtrukket med marcipan. Pynten lavede jeg af fondant. Det var ikke det nemmeste at indfarve lilla, når man skal finde den rette balance mellem blå og rød. Den var fyldt med fejl, men når musikken spiller, er det heldigvis de færreste der lægger mærke til det;-) Min skrift SKAL jeg se at få øvet mig på, det dur jo ikke, at en skolelærer har så dårlig håndskrift (så måske bloggen skal til at udkomme på papirsruller:-S)






Hvis du er nået med helt herned, så vil jeg da også lige vise et billede af Kronprinsen, bare fordi jeg synes han var super lækker i hans nye tøj;-)



torsdag den 11. august 2011

At flytte hjemmefra:-)

Kronprinsen har i dag bebudet, at nu vil han gerne flytte hjemmefra, ikke fordi han er sur eller noget, han mener bare, at det er ved at være tid?!?!:-D
Da jeg spurgte ind til hvordan havde tænkt sig at klare sig selv, svarede han da, at han bare ville komme hjem når han skulle have hjælp til at børste tænder...... Godt så min ven, resten kan du jo sagtens klare selv;-) Jeg håber dog at han ombestemmer sig, jeg er ikke helt klar til at give slip på ham endnu;-)

tirsdag den 19. juli 2011

Så er det næsten hverdag igen

Og så alligevel ikke;-) Som skolelærer har jeg jo 4 ugers ferie og 3 ugers forberedelse, og jeg har indtil videre holdt 2½ uges ferie, og har så besluttet at denne her uge skal stå på forberedelse (det er det skønne ved forberedelse, det kan man selv planlægge;-)). Denne beslutning er truffet ud fra vejrudsigten, som har lovet mere eller mindre efterårsvejr i den her uge. Så jeg tænker, at der kan være en mulighed for godt vejr i august i stedet, og jeg derfor gerne vil være på forkant med tingene. Godt så, men vejret har jo overhovedet ikke været efterårs-agtigt hverken i går eller i dag, og så er det altså svært at tage sig sammen til at sidde over bøger og computer. Men børnene er sendt i institution, så jeg kæmper for at være seriøs, mens ungerne rent faktisk nyder at se andre børn (ej okay, det er nok så meget sagt om Putten, hun er glad ligegyldig hvor hun er, men jeg tvivler på, at hun har et behov der hedder dagpleje, men Kronprinsen nyder at være sammen med "gutterne" igen).
I den tid jeg ikke kæmper for at være seriøs, nyder jeg så at være lidt alene, for jeg har et kæmpe-behov for at være mig selv og ikke kun hende der serverer mad, er konfliktmægler (er i klar over hvor mange konflikter sådan et par unger kan skabe i løbet af kort tid - Mellemøsten GO HOME;-)), puster på slået knæ/finger/tå/pande ect., serverer lidt mere mad, finder lige den der duploklods/det der dyr/dukke eller noget andet som skal bruges LIGE NU og som i hvert fald er så meget væk, at kun en mor kan finde det øverst i legetøjskassen;-)

Forstå mig ret, det er skønt at holde fri, jeg elsker fridage og ferier hvor vi har tid til alt eller intet, men jeg elsker også hverdagene, hvor jeg  kan finde enkelte tidspunkter, hvor jeg er helt alene og hvor der er helt stille omkring mig. Det har jeg nemlig et stort behov for, hvis jeg skal fungere i fællesskabet. Så stod det til mig, så startede arbejdet rigtig op igen om en uges tid eller halvanden, og så kunne vi holde en ferie mere i efteråret.

Nå men det er jo ikke op til mig at bestemme, og mon ikke også at jeg inden længe får mit ønske om kortere sommerferie opfyldt, men mon ikke også at politikerne glemmer, at jeg sagde en ferie mere i efteråret;-)

søndag den 10. juli 2011

Hjemvendt fra ferie:-)

Så er den lille familie igen på Lolland efter en tur til fynske med campingvogn, regntøj og solbriller:-)

For pokker hvor jeg synes camping er fedt (nok især for børnene) i GODT vejr og for dælen hvor er det ufedt i regnvejr. Ja ja, nogle vil påstå (ikke at jeg selv kunne finde på det;-)) at "der ikke findes dårligt vejr, kun dårlige klær", men på campingtur med to unger, hvor af den ene helst vil kravle/gå over alt hele tiden, så er det til at blive sindsyg af, at der ligge 5 cm's vand i forteltet og man ihærdigt forsøger at lære ungerne at svømme i frygt for at man pludselig skyller væk. Mit humør kan ikke undgå at blive påvirket af sådan et møgvejr, når nu forventningen til ens sommerferie var sol, varme og skyfri himmel.

Så det var virkelig toppen, da solen vendte tilbage mandag, for den havde fundet mit gode humør på vejen;-) Og det er jo herligt at se ens unge hygge sig sammen med børn han ikke kender, men som har det til fælles, at de kan bruge timer på at hoppe på en hoppepude. Knægten synes det var herligt, at han selv måtte køre de 20 meter der var op til legepladsen, lege lidt og så komme hjem og fortælle os hvor han havde været:-) Og det var herligt at vi var en tur i vandland hver dag og det var skønt at spise slush-ice hver dag, lige som det var fantastisk bare at være sammen alle fire. MEN (og sådan et der jo ofte;-)) Hr. kæreste og jeg blev hurtige enige om at der skal arrangeres en voksen-storby-bo-på-hotel-ferie i september, sådan en ferie hvor vi kan få tid til at nyde morgenmaden, som ikke består af havregryn, komme ud og se et eller andet som ikke involverer dyr eller legepladser og hvor der er mulighed for at sove længere end til kl. 6 - altså kort sagt FERIE;-)

Hjemme igen har den stået på en masse i byen arrangementer og det fortsætter indtil torsdag, hvor ungerne skal på ferie med deres mormor, igen camping og hvor jeg er med som service-person, så de tre rigtig kan hygge sig sammen. Det er en tradition vi startede da Kronprinsen var 1 år, hvor første år bestod af en vandretur Langeland rundt (kronprinsen lå så i barnevogne eller sad på ryggen af mig), andet år en togtur på Sjælland og sidste år var det med campingvogn på Western Camp, hvor Putten jo så var med for første gang 6-7 uger gammel. I år går turen med vores egen campingvogn til "de hvide svaner" i Næstved, hvor den bl.a. står på en tur i Bonbonland. Så kryds venligst fingrer for at vi får godt vejr, ellers tror jeg at min tid som campingvognsejer bliver meget kort;-)

torsdag den 30. juni 2011

En kronprins på 4 år

Så blev det da til endnu en fødselsdag her i huset, denne gang var det Kronprinsens tur til at fylde år. Selvfølgelig er det stort når ens barn bliver 1 år, men jeg må indrømme, at jeg ikke helt har fattet det der med skriftlige invitationer, store fester og helt unikke gaver når man bliver 1 år, så det har vi ikke gjort det i herhjemme. Generelt har det nok været lidt sløjt med fejringen af barnet, da hans fødselsdag hver år har været faldet sammen med min dimensionsfest, sindssygt arbejdspres eller en lille nyfødt baby. I år var der dog intet andet vi skulle end at fejre hans fødselsdag, både hr. kæreste og jeg har haft ferie siden i fredags og vi har længe planlagt dagen sammen alle tre. Så passer det jo meget godt med, at han i år har haft en kæmpe forståelse for hvad fødselsdag går ud på og han har haft en mening om hvad der skulle ske og ikke mindst hvad der skulle spises.

Morgen startede med sang og gaver


I tirsdags startede jeg med at stege små frikadeller, bage pølsehorn, muffins og en kage der skulle bruges til det sidste nye - cake pops. Jeg plejer ellers at være rimelig habil i et køkken, men både muffins og kage blev virkelig virkeligt elendigt. Jeg overvejede om ikke ungerne fra børnehaven, som kom om formiddagen, trods alt kunne spises af med uformelige og lidt klamme muffins, lige indtil jeg kom til at tænke på, at pædagogerne jo også var med, og det ville ligesom plette mit ry som "den gode mor" en del, så en ny portion måtte der til, og de lykkedes heldigvis. Er der noget bedre end at sidde der og sole sig i ros og fortælle "at det skam ikke er noget" og samtidig vide at man har knoklet som et svin for at nå det hele og flere gange undervejs har overvejet at låse døren inden fra og sætte et skilt på døren om, at man ikke er hjemme og først kommer igen, når folk er kørt;-) Men altså jeg nåede det hele, så børnehaven var her om formiddagen til frikadeller, pølsehorn, boller, grønsagsstænger og muffins.
Om eftermiddagen kom familien (Jakobs bedsteforældre, oldeforældre og en enkelt moster og lille kusine), og som Kronprins havde man selvfølgelig valgt livretten til hovedret, yndlingsdesserten og ikke mindst lagkage og kage til kaffen. Livretten er hjemmelavet pizza, og hvad der er nemt at lave når vi bare er os selv, er rimelig krævende når der skal laves til 15. Så jeg stod i køkkenet det meste af tiden (på billedet har jeg dog lige fået lidt hjælp af oldemormor)
og jeg aner ikke hvad han har fået i gave og af hvem, men jeg sagde da pænt tak, og jeg har da en fornemmelse af, at det har været gode gaver sådan som han har leget i dag.

Da jeg kom i seng kom alle følelserne væltende og jeg kom til at tænke på dagen for 4 år siden, hvor vi lige havde fået vores lille uplanlagte ønskebarn. En lille fin dreng med 10 fingre, 10 tæer og bittesmå ører på 3710 gr. og 53 cm.
Det var en vild og uvirkelig fornemmelse at være blevet mor til mit helt eget barn, og jeg var lidt i tvivl om han virkelig var min søn eller om han tilhørte "Storstrømsamts Vaskerier";-)

Og kan man ikke klare mere sødsuppe nu, så siger jeg "hej-hej, ses senere";-) Til jer andre bliver jeg nød til at fortælle at alle de her tanker endte i et digt, der beskriver nogle af mine tanker om det at være mor:

Mor - en titel jeg aldrig mister

Mor er nemt at blive, men svært at være!
Jeg blev din mor den dag jeg fandt ud af, at du voksede i mig.
Jeg gav dig kraft så du kunne vokse dig stor og klar til at møde verden.
Jeg fødte dig i smerte, men en frydefuld smerte, der fortalte mig,
at nu var du snart ikke længere under mit hjerte,
men i mine arme og i forevigt i mit hjerte.
Jeg er din mor det bedste jeg kan, vi øver os sammen,
og i dig ser jeg når jeg lykkedes.
At være din mor kan ingen nogensinde tage fra mig,
uanset hvilke udfordringer livet bringer mig.
At være din mor gør mig stolt og fuld af kærlighed.
At være din mor er det bedste, der er sket mig.
At være din mor fylder mig sommetider med usikkerhed
og alligevel ved jeg med sikkerhed, at det aldrig kunne være anderledes.
Tak fordi JEG må være DIN mor!



Tak hvis DU læste med så langt:-D Den næste uges tid holder bloggen og jeg ferie, hav en skøn sommer derude!

mandag den 27. juni 2011

Bare det dyreste, tak!

I forhold til penge, så er jeg sådan en underlig blanding af en spenderer og en nærigmås. Når vi er nogen steder, så bruger jeg løs, også gerne af penge jeg ikke har (eller jo de er der jo, men de skulle måske være gået til noget andet;-)). Når så jeg skal købe noget som vi virkelig mangler, så kommer nærigheden op i mig, og jeg ender tit med slet ikke at købe noget fordi det er for dyrt, eller jeg ender med at købe noget helt andet:-S Absolut ikke en af mine stolteste sider, men det bliver nok aldrig anderledes medmindre jeg pludselig bliver meget meget rig, og jeg bare kan give den gas hele vejen rundt;-)

I går besøgte vi Moderjordfestivalen i Maribo, som var en skøn lille festival med lokale udstillere inden for fødevareområdet. Der var masser af smagsprøver (et hit når man har små børn med, ja og moderen synes nu også ret godt om det;-)), spændende produkter man kunne købe og så lidt levende dyr som man enten kunne klappe eller se blive slagtet.
På sådan et marked bliver jeg helt høj af stemningen og drømmer mig straks væk til et sted hvor jeg lever som hjemmegående husmor med masser af tid til at bage og sylte, hvor ungerne altid er hjemme og vi i fællesskab sørger for at malke koen, samle æg og grave kartofler op. Aldrig mere stress og jag, kun overskud, økologi og duften af nyvasket sengetøj der er blæst tørt ude i det skønne sommervejr. Derfor er jeg også en fantastisk kunde på sådan et marked, for jeg ved jo inderste inde at jeg aldrig bliver hjemmegående, selvforsynende husmor, men så kan man da købe sig til lidt af atmosfæren og pludselig synes jeg at det er helt fjing-fjong at betale 25 kr for et kilo mel eller over 100 kr for en spegepølse eller tæt på en 50'er for et glas syltetøj.
Og så ikke et ord om, at når jeg i morgen står nede i Lidl, vælger det billigste - for hvorfor f..... skal det der økologi/nærproduceret/med lavt fedtindhold være så dyrt;-)

tirsdag den 21. juni 2011

At være kedelig og ferieklar:-)

Ja jeg er vist lidt kedelig i denne tid, det er i hvert fald sparsomt hvad der kommer til mig, af ideer til hvad jeg kan skrive om. Jeg er vist mentalt er gået på ferie, men det er nok også meget fornuftigt, at begynde at lade op til ferien nu, for fra på fredag står den på masser af kvalitetstid med begge børn og hr. kæreste. Jeg må indrømme, at bare tanken gør mig indimellem helt svedt. Skal jeg virkelig praktisere damage control, tørre snotnæser, servere morgenmad, tidlig formiddagsmad, sen formiddagsmad, frokost, tidlig eftermiddagsmad, eftermiddagskaffe, aftensmad og aftenkaffe, skifte bleer, tørre røv, rydde legetøj op, pakke bil til diverse ture, skille søskende af, hjælpe Putten med at gå (det er cirka det ENESTE hun vil i øjeblikket) osv. i minimum 3 uger? Minimum fordi jeg jo reelt har 6 ugers ferie, og min tanke er da, at ungerne også skal have 6 ugers ferie, men med det forbehold, at skulle der være en venlig sjæl, der fandt på at invitere MIG og kun mig på besøg i et par dage, så takker jeg ja tak og kysser den jord de betræder;-) 

Ej det lyder jo som om jeg jeg ikke gider mine unger, det gør jeg da som regel;-) Og det bliver da skønt med ferie, men begrebet ferie har altså fået en lidt anden definition, end den gang man var ung og ikke havde børn. Dengang var ferie = masser af afslapning, gerne ved stranden, sommerferiejob sammen med andre unge, en chartertur sydpå hvor poolen og et par gode bøger blev omdrejningspunktet. I dag er ferie = en masse servicering af ungerne, så de får den bedste ferie man kan tænke sig, så de kan tænke tilbage på deres barndomsferier som noget helt fantastisk og magisk, ligesom jeg selv gør. Det er selvfølgelig også lig med dage hvor vi laver så lidt som muligt, dage hvor vi er på tur og hvor vi som forældre får lov til at opleve verden for første gang igen, dage med masser af knus, kram, jordbærkys og softice ud over det hele. Det er der hvor vi som forældre finder tid til de gode samtaler, tid til at være længe op om aftenen, bruger tid på hinanden (jeg tænker massage, kærtegn, kys - you get the picture;-)) og ikke mindst sammen ser på vores helt igennem fantastiske unger og bekræfter hinanden i, at det dog er utroligt, at vi lige skulle være så heldig, at vi fik de to skønneste børn, der nogensinde har gået og kommer til at gå på denne jord. Og ikke et sekund vil jeg bytte noget af det væk for at få min ungdomsferie igen! (og så ikke et ord om, at vi så sent som i går aftalte, at tage på voksen-storby-forlænget-weekend til efteråret;-))  

onsdag den 15. juni 2011

Det støver, nej spøger eller måske bare begge dele:-)

Her til aften skulle vi have besøg af noget familie, som ikke kunne deltage, da vi holdt Puttens fødselsdag. Ej hvor er sådan en dag bare hård, når man kommer sent hjem, ungerne er trætte og hjemmet mest af alt ligner en slagmark hvor bomberne har fløjet rundt. Og i dag kunne jeg ikke en gang kun skyde skylden på ungerne, for køkkenet var nok det værste.
Jeg tror, at jeg er villig til at give de kloge (læs: min far:-)) ret i, at det nok er nemmere at holde rent end at gøre rent, men samtidig er det fuldstændigt umuligt at praktisere i vores hjem, da vi begge tror fuldt og fast på, at hvis bare vi slukker lyset, så er rodet der ikke (skrid sommer, der er alt for mange lyse timer i øjeblikket;-)).

Nå men, nogle gæster kræver bare lidt mere rengøring end andre. Ikke at jeg tror de ville kommentere det, det er nok mere mig, der har et problem med det, men det skyldes jo at jeg kender deres rengøringsstandard, og den er mange meter højere end vores:-D Så hu-hej og vilde dyr fik hjemmet lige en monkey-shine, de værste nullermænd blev lukket ud og der kom lidt frisk duft på badeværelset. Mens jeg knoklede rundt, gjorde Kronprinsen et ihærdigt forsøg på at give mig dobbelt så meget arbejde, ved at blive ved med at finde legetøj frem, så til sidst blev han opfordret til at gå ud og lege, hvis ikke han ville ende samme sted som nullermændene;-) Jeg kunne høre han havde gang i en god leg med sine fantasivenner (-dyr)?? I hvert fald snakkede han lystigt derude og jeg fik lidt fred. Pludselig kommer han ind og fortæller at han snakker med Figaro, vores gamle kat, der blev aflivet i februar 2010. Det er der nu ikke noget mærkeligt i, da han gennem længere tid har snakket om ham og om hvor meget han savner ham. Så siger knægten, at han også snakker med Garfield som er mormors kat. Det mystiske er så, at Garfield døede i mandags og at vi ikke har fortalt det til Kronprinsen endnu. WHAT THE F... sker der lige for det???

Endelig har vi lidt husspøgelser, og så dælme om ikke det er katte! Og jeg som er rigeligt træt af de to vi har i forvejen;-) Nå men bare de ikke skal have mad, ormekur, loppekur, til dyrlæge og ikke går på bordene, så skal de da være så velkomne:-D

lørdag den 11. juni 2011

Slummy mom i ordets bogstaveligste forstand;-)

I går var ungerne og jeg kørt til Næstved for at besøge vores lille nye kusine<3 Vi rendte desværre lige ind i mad-tid, så 30 min efter stod vi igen ude på parkeringspladsen og havde en 1½ times lang køretur foran os, hvilket ikke er det største hit, når mindstebarnet hader at køre bil. Hvis ikke det passer med at hun skal sove, så skriger hun gerne højt og gerne hele vejen. Udsigten til 1½ time i en varm bil med en skrigende unge og størstebarnet, der ville sidde med fingrene i ørerne mens han skreg "hold så mund Sofia, hold så mund Sofia, hold så ......................................" virkede bare ikke særlig tiltalende fredag eftermiddag efter en hård uge med alt for mange aktiviteter, så mor her besluttede hurtigt, at vi måtte afprøve det nye legeland i Næstved Storcenter. Og selvom jeg virkelig synes, at det er dødens pølse at sidde og holde øje og vinke og smile indforstået til de andre mødre (ih ja, hvor de hygger sig og nej hvor er vi gode sådan at bruge en eftermiddag her sammen med vores børn;-)), så var det da bedre end alternativet. Heldigvis gjaldt billetten kun i 1 time, og jeg kiggede jo slet ikke på uret første gang efter 10 minutter*host-host*;-). Nå men Kronprinsen fik brændt en masse krudt af, og det gjorde Putten sådan set også, for når hun ikke lige forsøgte at klatre alt for højt op, kunne mor jo gå rundt og holde hende i hænderne, nu mor ikke havde andet at lave;-)

Inden turen gik hjemad igen (og måske lidt som bestikkelse for, at jeg kunne få lov til at løbe en hurtig tur rundt i Bilka;-)) skulle vi jo have noget at spise, og eftersom at legeland er placeret klods op af Quickfood, kom vi jo ikke uden om at Kronprinsen gerne ville have pomfritter og pizza og pølser og cola og is og pomfritter igen og ..... you get the picture;-) Nu var vi jo på tur (og jeg ville egentlig også gerne have pomfritter;-)) så han fik pizza, pommes og cola-slush-ice, jeg fik cola, pommes og så en grov kyllingesandwich til den dårlige samvittighed. Og fred være med det ville jeg sige, hvis vi bare havde været ham og mig. Jeg havde da bare lige glemt Putten i kampens hede, hvilket ellers er rimeligt utroligt, for hun hang da der i slyngen og blev ved med at pille mig i næsen, hev mig i ørerne og forsøgte at stikke mine øjne mens jeg bestilte. Men altså hun måtte overleve på vores andres rester, og hun hyggede sig gevaldigt med pomfrittes, lidt pizza og cola og moderen kunne grave sig lidt ned, hver gang en af de der tjekkede mødre gik forbi med deres børn, der hvis de endelig gnaskede på noget, så var det en økologisk gulerod (kan man egentligt se om den er økologisk, når den er ude af indpakningen *gruble-gruble*). Arh men altså, jeg frygtede kort at de ville melde mig til kommunen, men kom så i tanke om at det er Lolland kommune jeg bor i, så mon ikke bare de vender det blinde øje til, det er de i faldt blevet kendt for;-)

I må have en fantastisk pinse allesammen!

torsdag den 9. juni 2011

En lille ny verdensborger:-)

Jeg er blevet moster og nøj hvor er jeg stolt af den titel:-) Tænk at man kan holde så meget af et lille væsen, som man ikke en gang har mødt endnu eller som er ens egen.

I morges fik jeg besked på, at nu var de på sygehuset og min søster havde 4 minutter imellem veerne. Med min egen erfaring fra det med at føde tænkte jeg, at hun da havde født inden middag, så alle mine elever fik besked på, at jeg altså tjekkede min mobil fordi jeg regnede med, at der snart skete noget. Sådan nogle piger i 4. klasse kan slet ikke tåle sådan en besked, og jeg var pludselig deres nye bedste veninde, for de ville være de første til at se et billede. Yes yes, intet problem, andet end at jeg ikke hørte noget.

Hen på eftermiddagen må jeg indrømme, at jeg lige piskede en stemning op inde i hovedet alá

Hjerne: Hun er nok død
Mig: Nej selvfølgelig ikke
Hjerne: Så er babyen!
Mig: Nej, det tager bare lidt tid
Hjerne: Tror du selv på den, så længe kan det da umuligt tage, der er noget helt helt galt!
Mig: Nærh, hold nu op, det tror jeg ikke, så havde jeg vel hørt noget
Hjerne: Nej for de har glemt alt om at ringe til dig i deres kæmpe sorg, der er HELT SIKKERT sket noget skrækkeligt
Mig: Jamen jamen:-(
Og så tudede jeg lige lidt, og ringede derefter til min mor, for at se om jeg kunne hidse hende op på samme måde, det kunne jeg heldigvis ikke og lidt i fem fødte min søster en skøn velskabt datter på 3700 g og 51 cm:-)

Nu glæder jeg mig bare til at jeg får fri i morgen, så jeg kan komme op og dikke-dikke, snuse, dufte og holde det lille myr. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke havde haft det på samme måde før jeg selv blev mor;-)

tirsdag den 7. juni 2011

Lienlund, Infernal og alkohol:-)

Nå, jeg lovede jo i går, at jeg ville fortælle lidt om min Kr. Himmelfarts-ferie, så here we goes;-) Vi starter med onsdag aften, hvor vi (hr. kæreste og jeg) var inviteret ud til nogle skønne venner sammen med et andet skønt vennepar til mad og hygge, inden der skulle være den årlige koncert i byen. Når man bor i en by i Udkantsdanmark, så er det faktisk lidt stort når der kommer nogle kendte til byen, og det var lige præcis hvad der gjorde i onsdags. Så ungerne var afleveret i pasning med overnatning, mor og far havde købt billet og aftalt hjemmefra, at vi ikke skulle køre hjem:-) Og ja, Medina dukkede ikke op, som ellers først planlagt, men når man ikke har været ude som kærester i meget meget lang tid, så betyder det ikke et hak hvem der optræder, bare de er en god undskyldning for at finde barnepige, dresse sig op og ikke mindst en god anledning til at få den første brandert efter graviditet, amning og generel jeg-er-mor-og kan-ikke-nænne-at-få-mit-barn-passet-lige-nu-hed. Det kunne have været Kandis der optrædte, jeg havde været der;-)

En ting er dog sikkert når sådan et arrangement løber af stablen, og det er at det ikke er kønt!
For mit eget vedkommende bliver jeg ikke særlig charmerende, når jeg bliver fuld. Jeg snakker om muligt endnu mere, men også en del mere usammenhængende, jeg er sikker på at jeg er pisse-lækker selv med rødvinstænder, kjolen oppe i trussen og mascaraen tværet ud i hele fjæset. Og tro mig, jeg lader ikke nogen gå glip af det yndige syn, for jeg flirter gerne med alt og alle. I ved, bare det der lille diskrete smil eller blink, som i ædru tilstand ville blive opfattet som om, jeg forsøgte at krænge mit ansigt i nye folder;-) Skal måske lige for en god ordens skyld sige, at jeg faktisk ikke nåede så langt ud i onsdags God dammit! Men jeg nåede dog derud, hvor jeg seriøst overvejede om ikke stramme leopardleggins til mænd var rimeligt sexet, og om jeg måske skulle anskaffe sådan et par til hr. kæreste sammen med en sækkepibe:-D
Arrangementet generelt bliver bare mindre kønt, da sådanne arrangementer har det med at tiltrække en bestemt type af befolkningen; a) piger og drenge der burde ligge hjemme i deres små varme senge, i stedet for at rende rundt en kold aften i alt alt for lidt tøj b) småbørnsfamilier som endelig efter flere års søvnunderskud skal ud og svinge træbenet (Og det er som regel moren der forstår at give den gas, mens gr. a) ser ud som om de væmmes over alle de gamle damer der er blevet sluppet løs) og sidst men ikke mindst c) som er alle byen skæve eksistenser, som for en gangs skyld fuldt lovligt kan drikke sig i hegnet i offentligheden.

Men dermed ikke sagt at det ikke var sjovt, for det var det! Og så er jeg sikker på at de her arrangementer er med til at lukke lidt damp ud, så jeg deltager da igen næste år;-)

mandag den 6. juni 2011

Jeg har prøvet noget nyt

Nå så gik der lige en hel Kristi Himmelfarts ferie og nøj hvor har jeg nydt det (men har da også haft timer, hvor jeg ønskede det blev hverdag og institutionerne var åbne igen;-)). Der er en masse jeg skal fortælle om, men det bliver nok først i morgen jeg når det.

I dag vil jeg nemlig lige fortælle kort om en episode jeg var med i i dag og hvor jeg for en gangs skyld fik taget mig sammen og gjorde noget nyt! Jeg tog nemlig bladet fra munden og fik sagt fra, så der ikke var tvivl om at jeg mente det (og her snakker vi selvfølgelig i forhold til et voksent menneske, børn plejer det at gå meget godt med).
Jeg var nemlig ude for at der var en kammerat der gjorde grin med Hr. kæreste, og det er så ikke første jeg har oplevet det og jeg plejer egentlig bare at grine lidt med og så blive ked af det når jeg kommer hjem.

Jeg skal ikke kunne udelukke, at jeg en gang imellem har udtalt mig mindre pænt om hr. kæreste og især alle hans irriterende vaner, evner eller manglende på samme. Jeg skal heller ikke kunne udelukke, at jeg  indimellem synes, han kan være det største fjols, der kan gå på to ben, men han er dog MIT fjols!
Er der noget jeg er blevet klar over efter, at vi har fået børn, så er det at man altid skal tage en mors brok over børnenes far med et gran salt. Søvnunderskud kan have en ret negativ indvirkning på de briller en mor ser på sin mand med, og er der nogen der gider lægge ørere til, så er det måske meget sundt at få lidt luft hos familie, veninder, venner eller på bloggen;-) (så slipper man også for at køre på repeat hver gang man ser manden:-D). Men bare fordi jeg brokker mig over ham, er da ikke ensbetydende med, at andre skal give mig ret eller endnu værre, selv komme med deres negative kommentarer om ham, for så kommer løvinden op i mig og i dag viste hun altså klør. Og hvor føles det dog skønt, at forsvare ham man elsker, for det er lige præcis derfor jeg har altså valgt at bo sammen med ham, fordi jeg elsker ham og IKKE fordi det er det nemmeste(for det er det absolut ikke altid;-)). For i den sammenhæng er jeg af den holdning, at så jeg hellere vil undvære end nøjes (den holdning gælder så SLET IKKE når vi snakker mad:-D).

mandag den 30. maj 2011

1 år og mor tuder!

Hvor bliver tiden dog af??? Det spørger sådan cirka mig selv om hver dag og hver da er svaret samme: den forsvinder hurtigere end jeg kan følge med og jeg synes i bund og grund det er noget møg;-) Jeg ville ønske at jeg havde sådan en pauseknap, så jeg kunne nå at få mit hovedet med. For hvis jeg skal være helt ærlig, så føler jeg mig ikke en dag ældre end 17, er det ikke mig der bliver student til sommer? Sig mig, burde jeg ikke sidde og læse til en eller anden vildt vigtig eksamen, som jeg ikke overlever hvis ikke jeg får en god karakter?
 Så er det lige at jeg kommer i tanke om, at min fødselsattest siger, at jeg er 29, børneværelset indeholder 2 unger og min ungpigekrop har set bedre dage (hvad sker der lige der, man skulle tro at navle og bryster savner hinanden, sådan som Ugandalapperne er begyndt at søge sydpå). Og ikke et sekund ville jeg bytte min 17-års tilværelse ud med mit liv lige nu. Jeg ved jo nu, at den der spanskeksamen ikke betød en dyt (jeg troede helt seriøst at jeg ville blive bistandsklient, dengang jeg fik 6 i spansk), jeg ved at den dag jeg fik min studenterhue ikke var den lykkeligste dag i mit liv, for jeg kan faktisk ikke huske den særligt godt. Til gengæld husker jeg dagen i dag for præcist et år siden. Det var nemlig den dag Putten kom til verden og jeg fik lov til at opleve at blive mor igen. Dagen op til og den første dag med hende står lysende klar (ligesom dagene omkring Kronprinsens fødsel). Og det er så der jeg godt ville benytte mig af Pause-knappen, for hvor ville jeg gerne have lov til at nyde det hele endnu mere, hvis det overhovedet er muligt. Jeg har tudet op til flere gange i løbet af dagen, bare fordi jeg synes det er lidt synd for mig, at tiden går så stærkt (samtidig med at jeg er lykkelig for at vi er ovre al det der natteroderi, der troede jeg nemlig i mange måneder, at jeg jeg var døden nær af bare træthed:-S)

I dagen anledning lige et par billeder:-)
Først af Putten et par dage gammel (jeg kan så slet ikke finde dem fra da hun lige er blevet født, så i må nøjes med et hvor der er en vis lighed med noget fra det ydre rum;-))



Så et billede fra i dag hvor hun selvfølgelig skulle have lov til at smage lagkagen;-) Samt et hvor hun tjekker sin nye dukkevogn ud, som hun så synes er bedst til at selv sidde nede i:-D


søndag den 22. maj 2011

Det minder lidt om veer;-)

Jeg kan huske da jeg ventede mig første gang, der kredsede tankerne tit og ofte omkring selve fødslen. Hvordan føles det, hvor ondt gør (og gør det virkelig så ondt som de siger;-)) og hvad kan man sammenligne det med. Erfarne kvinder udi det at føde (godt hjulpet på vej af diverse graviditetsbøger) fortalte at jeg kunne sammenligne veerne med menstruationssmerter * mange (her varierede tallet fra 20 til 1000). Hmmm tænkte jeg glad,for jeg havde aldrig rigtig haft menssmerter og den smule jeg har lært i matematik mindede mig om at 0*et eller andet=0, wup wup, det kan da ikke være svært;-) Jeg blev en anelse negativ, da jeg opdagede at den matematiske lov ikke gjaldt fødsler. For h...... hvor gjorde det dog ondt!
Anden gang jeg ventede mig, vidste jeg helt klart hvad jeg gik ind til, det ville gøre ONDT og især omme i lænden og så stramme til foran på maven. Stor var overraskelsen, da der "pludselig" lå en relativ stor fedtet unge på min mave, og det havde gjort ondt helt anderledes end sidst. Men endnu havde ingen af mine fødsler mindet om menssmerter*mange (da jeg stadig ikke havde oplevet menssmerter).
I dag har jeg så haft menssmerter der mindede om veer, så nu er jeg tilbøjelig til at give de kloge damer ret. Bortset fra at mine smerter i dag har været veer*0,5 (sådan ca.:-D), for dælen hvor jeg har jamret mig og ligget under dynen det meste af dagen, det er først nu et par timer efter Panodil (åhh hvilken lindring) at jeg er ved at være menneske igen. Jeg troede på et tidspunkt, at jeg måske var ved at føde og at der ville komme en ægte baby ud (og så at jeg ikke lige havde opdaget at det var på vej;-)). I det sekund overvejede jeg hvordan jeg nemmest kunne slippe udenom. Kaste mig i havnen (men jeg flyder sgu nok ovenpå), hoppe ud fra Rundetårn (kunne jeg nå det inden ungen kom) eller bare få det overstået og så stikke af til Langtbortistan og lade mand og børn være her. Jeg fik i hvert fald afklaret at jeg IKKE er klar til en baby mere foreløbig:-D Så nu vil jeg nyde en kold øl og min ikke gravide mave:o)