mandag den 10. oktober 2011

Årh man er da også så flink

Jeg befinder lige nu på et hotel i Roskilde og savner egentlig min egen seng (og ikke mindst ham snorketræet jeg plejer at slås om pladsen med, og nej hjemme ved os er hunden ikke i sengen;-)). Grunden til det er at jeg er på kursus, og det er jo egentligt meget fint. Problemet ligger i at jeg ikke er alene på værelset, og det kunne måske godt undre nogen;-) Men sørme om ikke at jeg som den eneste (eller vi er vel egentlig to) skal dele værelse, fordi hotellet ikke havde flere værelser, og der fra kursets side åbenbart ikke er blevet booket nok værelser. Da jeg endelig havde fået hentet mine ting i bilen og bevæget mig ind til receptionen, kunne jeg da godt se at køen var gået helt i stå. Fint fint, jeg havde ikke så travlt og stille mig pænt op i kø. Det viser sig så, at der ikke er et værelse til en af de andre kursister, mens hun ellers remser navnene op på os andre der står i køen. Yes yes tænker jeg, lad mig nu bare komme op og slappe lidt af. Men de kan stadig ikke finde et værelse til den stakkels kvinde, som man godt kan fornemme ikke synes det er pissefedt, at hun ikke kan få et værelse, da hele hotellet er booket. Receptionisten taster febrilske på hendes skærm, men der dukker ikke flere værelser op uanset hvad hun gør. Til sidst kigger hun op, får øje på mig og spørger med klar og tydelig stemme "Du kunne vel ikke dele værelse med Xxx?""altså jeg mener, det gør da ikke noget, vel?" Øhh hvad svarer man der, ja altså mange andre end mig ville have sagt "Jo det gør faktisk noget, jeg kender ikke damen, så nej jeg har ikke lyst til at hun skal ligge og høre på min snorken, lugte til mine prutter eller se mit flæsk når jeg skal i bad m.m., på samme måde som jeg ikke har lyst til at høre på hende, lugte til hende og se hende i så intime situationer, VI KENDER JO IKKE HINANDEN, og hvor fik du så i øvrigt den utroligt dårlige idé fra!?" Men ikke mig, jeg svarede noget i retning af "Nej nej, det kan vi da sagtens, altså jeg mener der er jo ikke så mange andre muligheder vel, og det skal da nok også blive hyggeligt" Jeg bliver altså nød til at lære og sige hvad jeg egentlig mener og lade være med at se så venlig ud. Jeg er sikker på at det lyser langt ud af mig, at jeg gerne vil hjælpe folk, så jeg er sikkert et nemt offer.

Ret skal selvfølgelig være ret, for nej det havde da været rigtig synd for min medkursist hvis hun ikke fik et værelse, der sker jo ikke noget ved at dele værelse, så meget prutter og snorker jeg heller ikke om natten (og det håber jeg heller ikke hun gør;-)) og hun virker rigtig sød og flink og alt muligt andet positivt, det var bare ikke lige det jeg havde forestillet mig. jeg havde glædet mig til at skulle sove hele natten uden andres lyde, til at gå længe i bad i morgen tidlig og generelt bare være lidt alene. Og så synes jeg i den grad at det er virkelig dårlig stil af receptionisten at spørge sådan som hun gjorde, hun gav mig ikke så mange valg, hvis ikke jeg ville fremstår som den største idiot, og så er vi tilbage ved, at jeg skal lære at blæse på hvad andre synes om det jeg gør!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar