torsdag den 27. september 2012

At være en af de udvalgte eller ej

I øjeblikket bruger vi, eller det er jo nok mest mig, da hverken mand eller søn virker til at være synderligt interesseret, en masse energi på det valg som vi står overfor i forhold til Kronprinsens skolegang. Her i UdkantsDK har de private skoler kronede dage, da det kommunale alternativ virkelig lader meget tilbage at ønske. Vi skrev Kronprinsen op til privatskole for 1½ år siden, åbenbart var vi for sent på den, bare sådan en 3-4 år tid. Hvem havde også regnet med andet, vi kommer altid for sent, så det ville da være underligt hvis det skulle til at ændre sig nu. Okay, jeg havde da nok regnet med at 2 år før skolestart burde kunne kategoriseres at "være ude i god tid", men nej, ikke når alle de andre skriver poderne op, før de overhovedet har tisset på den der pind.
Ikke desto mindre blev vi faktisk indkaldt til samtale sådan som i går, ugen op til er gået med små sejrsdanse, formaninger til Kronprinsen om hvad han skulle gøre og hvad han ikke skulle sige, formaninger til manden om hvad han skulle sige og gøre og især hvad han IKKE skulle sige og gøre efterfulgt af lidt flere danse ala "I like it, I like it, yearh yearh - noget":-D
Som jeg sagde til Kronprinsens mormor, der har fulgt hovedrystende med på sidelinien, så var opgaven i den her forbindelse bare at tage vores pæne tøj på, finde det store smil frem og så lade være med at opføre os helt som vi plejer, så skulle det nok gå.
Og meget kan man sige, men hverken Hr. mand eller Kronprinsen gjorde noget, der skulle få skolen til at fravælge knægten. Kronprinsen brillerede faktisk ved, for første gang nogensinde, at dukke op med et lille kort i hånden, hvor han havde skrevet Mor på den ene side og Jakob på den anden, samt lavet en virkelig flot perleplade (skrev jeg virkelig det, virkelig flot perleplade.... det er smeltet plastik i neonfarver, hvis eneste formål er tidsfordriv for børnehavebørn, men okay lige nu er jeg ligesom inde i gamet med at fremhæve min søns helt igennem fantastiske evner indenfor cirka ALT). Hr. mand brillerede ved ikke at sige eller gøre noget overhovedet, hvad mere kan man ønske sig? Man kunne eventuelt ønske sig, at manden iførte sig træskostøvler og lossede en HÅRDT over benene, når først ens orddiarre tog overhånd! For det kan godt være, at jeg havde fået instrueret de andre i hvad de skulle sige, men jeg havde vist lige glemt, hvordan jeg selv snakker alt for åbenmundet om alt, når der er noget jeg virkelig virkelig gerne vil opnå. Kender i det der med, at man føler at man sidder og ser/hører på sig selv udefra og tænker "jøsses kvinde, SÅ HOLD DOG KÆFT", men man holder ikke kæft, man bliver bare ved og ved og ved og ved, hele vejen ned af trappen og langt tid efter at skoleinspektøren har lukket døren efter en og skrevet brevet, om at barnet vil de egentlig gerne have ind, men moderen behøver ikke vise sig på skolen igen, nogensinde, heller ikke når ungen en gang skal have sit eksamensbevis???
Nej det kender i ikke??


Nå men det gør jeg! Vi venter stadig på brevet, men som Hr. mand siger, så skal vi nok ikke regne med noget;-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar