Eller at være super-duper-god trods fejl og mangler? Det er spørgsmålet, der har opfyldt mine tanker, siden jeg i går morges læste det sidste nye IForm-blad (som på mystisk vis havde sneget sig ind i min postkasse, mumler noget om en eller ihærdig telefonsælger, som greb mig på det forkerte tidspunkt med det lidt for gode tilbud;-)). I det famøse blad var der en artikel om en undersøgelse, de havde lavet af læsernes sexliv, hvor det kom frem at mange kvinder mistede lysten til sex, hvis badevægten viste et par kilo mere end den plejede (og en mand der udtalte at han hade sinkomes badevægt, visten den 62 kg fik han dejlig sex, viste den 64 kg fik han ikke sex, men broccoli og en halvsur kone, det er vi da ingen der kender til, vel;-)). Nu kan de jo ikke have sådan en artikel, uden at de er nød til at knytte et par "expert"-udsagn til, og til det formål var der en eller anden sexolog, der udtalte at kvinder mange gange følte, de kun havde værdi, hvis de fik andres anerkendelse. Det var noget med, at selvtillid kommer af at man kan noget, ergo har man værdi. Hvorimod hun udtalte, at selvværd kommer af, at man accepterer, at man er god nok, som man er.
Hmmm, den gumlede jeg så lidt på, mens jeg gjorde mig klar til en løbetur, som jeg på ingen måde gad. Jeg forsøgte ihærdigt at finde på gode undskyldninger for at lade være, men lige meget hvad, så kom den rigtig undskyldning aldrig, og til sidst var der ingen vej uden om.
Ude på vejen var jeg tæt på at drejede ud på min obligatoriske 4½ km tur, den som jeg kender, og som jeg altid løber når jeg skal i gang igen efter ferie, pause m.m., og som jeg løber, når overskuddet er lavt og i øvrigt løber sådan cirka 3/4 dele af gangene. Den tur hvor jeg ved, at jeg uret helst ikke skal sige meget mere end 23 minutter, når jeg kommer hjem, den tur jeg ved er ca. et par kilometer for kort i forhold til hvad jeg burde og den tur hvor jeg, når jeg kommer hjem, aldrig er rigtig tilfreds, for jeg løb ikke hurtigt nok, langt nok, fik ikke pulsen nok op og dermed kunne jeg lige så godt have ladet vær.
Et eller andet fik mig dog til at fortsætte lige ud og løbe ud på en ny sti, der er lavet her i byen. Jeg havde ikke fået mit ur på, og undervejs tænkte jeg over artiklen igen. Hvorfor er det egentlig, at det er så vigtigt, det der med andres anerkendelse, hvis ikke andre menneskers så badevægtens, urets eller ruteplannerens (i form af mange kilometer i benene)? Og hvorfor skal jeg acceptere, at jeg er god nok som jeg er? For mig er det at "være god nok" = at være okay, men så heller ikke meget mere. Ikke nogen prangende superlativer eller selvfede udtryk, nok nærmere lidt undskyldende.
På vejen rundt tog jeg den beslutning, at for en stund skal det være slut med at lade humøret diktere af badevægten eller løbeturens længde/hurtighed. Nu vil jeg gøre det, der er livskvalitet for MIG, motionere uden at kigge på længde og tid, men i stedet mærke efter på kroppen, hvornår det er tid til at vende hjemad, spise det jeg kan lide (og jeg ved, at jeg bliver nedtrykt hvis jeg kun lever af sukkerholdig, koffeinholdig og fed mad) og så er badevægten gemt væk for en stund. Så er jeg sikker på, at hvis jeg lytter godt nok efter, så skal min krop nok fortælle mig, hvad jeg har brug for og især hvad jeg ikke har brug for. Fra nu af er det ikke nok at acceptere, at jeg er god nok, nej jeg VIL være SUPER-SKIDE-FAN-FUCKING-TASTISK-GOD, så er der ligesom også lidt at slække på;-) og så når jeg nok til at jeg er supergod, og se det er selvværd i mine øjne!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar