Noget om tålmodighed

Der var engang en der sagde til mig at tålmodighed er en dyd, sjældent en fornøjelse. Det tænkte jeg meget over dengang og har gladeligt sagt videre i situationer, hvor det kan tænktes, at jeg har været evig træls at høre på (men jeg har helt sikkert selv syntes at jeg var rigtig morsom;-)). I weekenden skal jeg da ellers lige love for at min tålmodighed blev sat på prøve, og sætningen dukkede op i mit hovedet igen (og det var så her jeg opdagede at jeg måske kan have været lidt træls at høre på).  og fik mig til at tænke en del over min egen tålmodighed.
Jeg mener nemlig selv at jeg er et meget tålmodigt menneske, og ikke for at hævde mig eller noget, men det mener min mor også (og så ved vi jo allesammen at det er sandt!);-) Jeg bruger min tålmodighed hver dag, når jeg for 117. gang fortæller mine elever at de ikke må snakke med sidemanden (eller for den sags skyld veninden der sidder i modsatte ende af klasselokalet), at de skal huske at tage deres bøger med i skole, at de ikke må spille bold indenfor, at de skal læse deres lektier og ikke mindst at det ville være rart hvis de, bare en gang imellem, gad at huske at tænde for høreapparatet når jeg giver besked om hvordan en opgave skal løses. Jeg bruger også min tålmodighed når jeg kommer hjem og for 5. dag i træk henter en sur 3-årig (sur over at blive hentet for tidlig, for sent, før Sofia, efter Sofia, over at han havde røget medister med i stedet for kødpølse, you name it, bare sur med sur på), når jeg kommer hjem og det eneste Putten vil er at være på min arm (og Gud forbyde det hvis jeg forsøger at sætte hende ned, så siger hun nemlig en meget meget irriterende hyletone, der får tinnitus til at virke som en fornøjelse i stedet for at høre på hende), når hun er sulten men gang på gang på gang nægter at spise det jeg serverer for hende, når den sure 3-årig gang på gang på gang render ud i haven på strømpefødder og hiver bukserne ned og pisser på mine nye planter (Årh hvor jeg håber at de kan overleve på tis, for jeg glemmer at vande dem, men tænker samtidig at hvad gør det, det gør Jakob jo).
Alt i alt bruger jeg rimelig meget tålmodighed i min hverdag, men så skal jeg da ellers også lige love for at der ikke er mere tilbage når det kommer til mig selv! Forrige weekend gik jeg i gang med at sy en forklædekjole til Putten, der manglede kun knaphullerne, så var den færdig. De skulle så laves i weekenden, og hvor svært kan det være, spørger du nok. Meget meget svært åbenbart, svarer jeg så, for helt uden overdrivelse sprættede jeg de skide knaphuller op ca. 20-25 gang i alt (og nej, det gør ikke noget godt for stoffet)-:). Til sidst måtte jeg acceptere at resultatet ikke blev for ønsket ellers er jeg alvorligt bange for at jeg ikke ville være i besiddelse af en funktionel symaskine mere. Da først jeg havde råbt af den (og slået den, bare lidt ik') og det stadig ikke ville virke, blev den sat på køl natten over, det virkede heller ikke, men nu har jeg da om ikke andet en færdig kjole med grimme knaphuller:-)